Markedsføring rejser Jesper Kunde, direktør hos Kunde & Co, diskussionen, om mediabureauerne reelt er medieneutrale, når en meget stor del af indtjeningen kommer fra bannere?

Vi spørger Flemming Rasmussen, TV 2’s kommercielle direktør, om han har nogle synspunkter om køb og salg af bannere, herunder mediabureauernes berigelse af bannere, der jo er en enorm indtægtskilde.

– Bannermarkedet repræsenterer fortsat en stor del af det digitale marked, og da markedet udgør en ikke uvæsentlig økonomisk størrelse, så er der naturligvis stor fokus på dette marked fra alle aktører i værdikæden – dvs. medieudgiverne, mediabureauerne, reklamebureauerne og ikke mindst annoncørerne.

– Set fra min stol, så er det naturligt at mediabureauerne med deres store volumen har sat sig for at blive specialister på dataindsamling og databehandling, herunder berigelse og forædling af data.

Er det ikke præcis vurderingen af ”forædlingen”, der er til diskussion?

– Hvis mediabureauerne kan tilføre en reel merværdi for den enkelte kunde, er det jo fantastisk, og så ser jeg i udgangspunktet ingen problemer. Det må så være op til den enkelte kunde at vurdere om dette er tilfældet, men det fordrer selvfølgelig, at kunden har den fulde indsigt for at kunne foretage en sådan vurdering på en fyldestgørende måde.

Hvad tænker du om prisfastsættelsen af ”berigelsen” af bannere?

– Hvordan prisfastsættelsen på disse ydelser foregår, kan jeg i sagens natur ikke udtale mig om, da jeg ikke kender den, men hvis der sidder en række annoncører og føler, at de ikke kan gennemskue deres køb på det digitale område, så må de jo gøre noget ved det. Det kan kun være et mellemværende mellem mediabureauet og den enkelte annoncør.

Det må være en vanskelig balancegang, når mediabureauerne i udstrakt grad optræder som medieneutrale og med den ene hjernehalvdel er ”sælgere” af fx bannere, som de tjener meget på, og med den anden hjernehalvdel er neutrale ”rådgivere”?

– Hvis der allerede er, eller hvis der i fremtiden måtte være mediabureauer, som både vil være rådgivere og sælgere, så er det jo ikke første gang, at en branche oplever dette fænomen.

– Jeg tror ikke, at man kan bremse denne udvikling, men det stiller naturligvis nye store krav til kunderne, altså annoncørerne, i forhold til deres samhandel med de enkelte aktører på mediemarkedet. Fra TV 2’s side hylder vi åbenhed og en transparent samhandel, slutter Flemming Rasmussen.