Barbie, Thomas Tog og en række andre populære legetøjsfigurer bliver del af samme familie, efter den amerikanske legetøjskoncern Mattel har købt engelske Hit for 3,7 milliarder kroner. Det svarer til 9,5 gange indtjeningen. Det er kapitalfonden Apax Partners, der sælger Hit. De købte legetøjsselskabet i 2005 for 4,2 milliarder kroner af den tidligere BBC-generaldirektør Greg Dyke. Dengang lød forventningen, at Hit kunne sælges videre for 4,8 milliarder kroner. I stedet har sælger måtte sluge et tab på små 200 millioner kroner.
Salgsprisen kommer som noget af en overraskelse. Da rygterne begyndte at svirre om, at Hit var til salg, lød prisen ifølge rygterne på 8,6 milliarder pund og der blev rapporteret om en sværm af interesserede købere. Men den økonomiske krise har mindsket interessen for underholdningsbranchen og antallet af købere skrumpede ind.
Ud over den blonde dukke ejer Mattel også Hot Wheels og Fisher-Price. Med købet kommer Hits populære karakterer som dinosauren Barney og Angelina Ballerina.
Salget er det seneste i en række handler, der har set størstedelen af Englands legetøjsselskaber blive solgt til især amerikanske købere.