Kaffekæden Baresso ønsker at reducere forbruget af papbægre. Derfor introducerer kæden nu en genbrugskop.

Når gæsterne køber en kaffe ”to-go” i deres egen Baresso ”KeepCup”, så donerer café-kæden den sparede krone for papbægeret til støtteprogrammet ”Gengældt Glæde”.

Et støtteprogram, som dels støtter skolen Mlimani Secondary School i Tanzania, som ligger tæt ved Baressos kaffemark, Lot no. 5, og dels organisationen ”Coffee Kids”, der er en organisation, som har til formål at forbedre livsvilkårene for de børn og deres familier, der arbejder på kaffeplantagerne rundt omkring i verden. Særligt i Syd- og Mellemamerika.

Baressos marketingschef, Anita Grubbe Nørgaard, glæder sig over lanceringen.
– Vores gæster har længe ønsket sig en Baresso-genbrugskop. Det glæder mig, at vi nu har fundet en kop, der på flere måder hjælper os med at tage hensyn til miljøet, lyder det fra marketingschefen.

Udover salgspotentialet, forventer man tillige, at den nye genbrugskop kan tilføre kæden ekstra viral eksponering i gadebilledet. Fuldstændig i tråd med udbredelsen af hele Baressos-konceptet, som er blevet udbygget uden brug af traditionelle “above the line-aktiviteter”, men med de rette placeringer og “to-go-spots” i bybilledet.

Med genbrugskoppen håber Baresso at udbrede sin eksponering til de områder uden for centrum af de større byer, hvor kæden endnu ikke er til stede, men som kan vise sig at blive interessante markeder på sigt.