Danmark står nu så alene med verdens højeste skatter og afgifter på stort set alle områder, at det giver grimme ar på erhvervslivets konkurrenceevne og Danmarks vækst. Det skriver Børsen.
Derfor skal den næste skattereform, der sænker skatten på arbejde, ikke finansieres ved at sætte skatter og afgifter op andre steder i systemet. Den skal derimod finansieres ved at sænke verdens højeste offentlige udgifter, så skattetrykket også falder.
Det siger den nye konservative partileder Lars Barfoed i et interview med avisen.
– Ambitionen må være, at vi ikke bare omlægger skatter, men at vi også sænker selve skattetrykket i forbindelse med, at vi sænker skatten på arbejdsindkomst. Vi er det land i verden, der har det højeste skattetryk, og det er en væsentlig faktor, når vi ser på Danmarks konkurrenceevne i en globaliseret verden. Derfor er det på langt sigt en væsentlig målsætning for Det Konservative Folkeparti, at vi får skattetrykket ned, siger Lars Barfoed.
Meldingen er dermed et frontalopgør med VK-regeringens egen skattereform fra 2009, der netop var 100 procent finansieret af nye skatter og afgifter, blandt andet højere energiafgifter, lavere rentefradrag og ekstra skat på pensioner.
Borsen.dk