Bark Copenhagen har fået et skulderklap af de store fra den internationale fødevarekoncern, Kikkoman, der særlig er kendt for sin soja af samme navn.
I fem år har Bark Copenhagen stået for virksomhedens kommunikation i Skandinavien, og det har bureauet åbenbart gjort til ug, for Kikkoman har nu bedt bureauet om at hjælpe sig med udvalgte dele af brandets kommunikation i Tyskland og Irland.
– Det er rigtig spændende kreativ udfordring for os at skulle arbejde med Kikkoman på det tyske og det irske marked. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er stor, når man bevæger sig ud af landet, men omvendt ser vi det også som en spændende mulighed for at få vores kreative arbejde synliggjort på andre markeder, siger Peter Brockdorff, der er adm. dir. hos Bark Copenhagen.
Bark skal stå for hele kommunikationen, både below og above the line, på de to nye markeder.
– Det er forholdsvis sjældent, at et dansk funderet bureau får mulighed for på denne måde at blive kreativt synlige i andre lande, så vi er meget stolte af at have fået opgaven, siger Peter Brockdorff.
Det er dog ikke første gang, at Barks kreative arbejde sætter sig spor i andre lande.
Bureauets kampagne for Jägermeister – bl.a. filmen, hvor en ung fyr drikker et glas Jägermeister, og tungen hænger fast i glasset – kan således også opleves i Asien og Sydafrika.
sit