Bastard Films aktiver og aktiviteter er blevet overtaget af produktionsselskabet Monday Media, der blandt andet producerer sportsudsendelser til Canal9 og CANAL+ samt leverer tv-programmer til en række andre danske kanaler, herunder Kanal 5 og TV3 Viasat.
Bastard Film har gennem længere tid kæmpet med en dårlig økonomi primært på grund af et stort tab på produktionen af dokumentarfilmen, Blekingegadebanden.
Samtidigt har man gennem længere tid været på jagt efter en stærk partner. Og det er nu lykkedes.
Bastard Films administrerende direktør og producent Søren Steen Jespersen siger:
– Jeg har som producent af Blekingegadebanden ansvaret for et tab på over tre millioner kroner på denne film. Det beklager jeg inderligt, ansvaret er mit, og mit alene. Vi har på den baggrund desværre ikke kunne forsvare at fortsætte driften i det hidtidige Bastard Film, sådan som selskabets økonomi har udviklet sig. Der er blevet arbejdet på flere forskellige løsninger, og vi er meget glade for, at aktiviteterne kan fortsætte hos Monday.
Bastard Films dokumentarfilm, tv, corporate kommunikation, reklame- og webenheder var i sig selv sunde forretninger. Men det har altså ikke været nok til at dække tabet på Blekingegadebanden-filmen samt flereårs akkumulerede underskud.
Monday Medias administrerende direktør, Morten Bank, siger:
– Vi er meget glade for, at vi kan videreføre arven og aktiviteterne fra Bastard Film, og vi vil fortsat gøre det under Bastard Films brand og ånd. Bastard Films aktiviteter passer rigtig godt ind i Monday Medias nuværende planer og fremtidige ambitioner.
Bastard Film, der har eksisteret siden sommeren 2000, har gennem årene markeret sig i det danske mediebillede som producenter af dokumentarprogrammer, film og i de senere år reklame og web produktioner.
Selskabet har høstet utallige priser for sine film og har gang på gang sat dagsorden med opsigtvækkende journalistiske udsendelser på de danske tv-kanaler. I øjeblikket står Bastard Film bland andet for produktion af Operation X til TV 2.
Bastard Film blev stiftet af journalisterne Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati og Thomas Stokholm i 2000. Senere er Helle Faber kommet til som medejer og producent.
Monday Media er stiftet af Morten Bank, Martin Dalgaard og Anders Dalgaard i 2008 og beskæftiger 25 medarbejdere.