Den 41-årige Lars Bastholm, som i marts 2009 blev headhuntet fra sit job som kreativ co-direktør for det digitale bureau AKQA, til en stilling som øverste digitale kreative direktør for Ogilvy Nordamerika, kan nu sætte endnu en fjer i hatten.
Ogilvy & Mather har nemlig udpeget danskeren til også at sidde den øverste kreative direktørstol for bureauets New York-kontor. Det fortæller adweek.com.
I en kommentar til valget siger bureauets formand for Nordamerika, John Seifert, at man havde kigget nærmere på en tre-fire eksterne kandidater, men at Bastholm var det rigtige valg blandt andet på grund af hans digitale erfaringer, hans ”gobale tyngde” og hans samarbejdsevner.
Lars Bastholm, som blandt andet spillede en vigtig rolle, da Ogilvy New York landede Ikea-budgettet, siger slev i en kommentar:
– Hvis vi skal levere et godt stykke arbejde for vores kunder, er vi nødt til at stoppe diskussionen om, hvilke kanaler, vi bruger. Vores fokus vil fortsat være rettet mod det kreative arbejde. Det arbejde, som får forbrugerne til at tale om og forelske sig i de brands, vores kunder har betroet os – uanset hvor og hvordan de møder disse brands.