Et af de relativt få danske navne, der nikkes genkendende til i internationale reklamekredse, er Lars Bastholm.
I marts 2009 blev han headhuntet fra sit job som kreativ co-direktør for det digitale bureau AKQA til en stilling som øverste digitale kreative direktør for Ogilvy Nordamerika, og siden også udpeget til at sidde den øverste kreative direktørstol for bureauets New York-kontor.
I foråret forlod han imidlertid Ogilvy, fordi -som han dengang sagde til Ad Age – det var blevet tid at forlade det ledelsesmæssige og finde tilbage til en mere ”hands-on entrepreneurial role”.
Nu er han tilbage i reklamebranchen igen – i en nyoprettet stilling som kreativ direktør i den koreanske reklamekoncern Cheil Worldwide Inc.’s amerikanske satsning  Cheil USA med base i New York.
Sammen med den nyudnævnte CEO for Cheil USA, Dave Weaver, der har en fortid hos blandt andre TBWA og Publicis, samt den ansvarlige for bureauets nord- syd- og mellemamerikanske kontorer Buz Sawyer, der er hentet fra Wieden + Kennedy, skal Lars Bastholm lære de amerikanske virksomheder at Cheil udtales, så det rimer på ”jail” – og at bureauet er værd at holde øje med, hvis man leder efter ”creative excellence”.
Opgaven er reelt en relancering af bureauet, som har været til stede på det amerikanske marked i en del år, og som for år tilbage var ejet af Samsung-gruppen.
I dag ejer Samsung kun 15 procent af reklamekoncernen, men er stadig kunde i butikken, så som Buz Sawyer siger til New York Times, så handler det om at flytte Chails image fra at være ”Samsungs in-house-bureau” til at være ”en innovativt og kreativt bureau, der har Samsung på kundelisten”.
Ifølge Lars Bastholm selv bliver det ikke nødvendigvis en nem opgave. Til New York Times siger han:
– Jeg brænder for det, og jeg vil have det her til at fungere. Alle kan gøre noget, der er nemt, men det bliver hurtigt kedeligt. Man skal udfordre sig selv. Og hvis jeg skal sætte ord på et mål, så er det at være på listen over ”agencies to watch” om et år.
Udfordringer ligger der også i at rekruttere kreative kompetencer til Cheil USA, erkender han, men fortæller med et glimt i øjet, at han allerede har ansat to.
– Primært ved at forsikre dem om, at hvis de ikke bryder sig om at være der, så har jeg nogle små kort klar, hvor der står ”Get out of Chail”, siger Bastholm, der selv starter i sit nye job den 2. januar.
Chail Worldwide Inc. er Koreas største og verden 17.største reklamegruppe, ifølge Ad Age. Virksomheden er stiftet i 1973 og har hovedsæde i Seoul i Sydkorea.
Koncernen har 31 kontorer i 26 lande og over 2.000 medarbejdere.