Bates’ kontaktdirektør gennem de sidste 6 år Torben Haugaard bekræfter overfor Markedsføring, at han forlader Bates Copenhagen i løbet af sommeren.
Haugaard afviser at hans skifte skyldes, at han er blevet forbigået som efterfølger til Bates administrerende direktør Hans-Ulrik Longhi, der selv har meddelt sin afgang med årets udgang.
– Jeg har selv anbefalet Hans-Ulrik, at hvis bureauet skulle overleve var det på tide med et generationsskifte. Og jeg tænkte ikke på mig selv i den forbindelse, da jeg kun er fire år yngre end ham.
STORKUNDE TIL LEISE & CO.?
Torben Haugaard vil højest sandsynligt fortsætte i det Bates-ejede reklamebureau Leise & Co., der er ved at tiltrække en større international kunde, som Torben Haugaard skal have ansvaret for.
– Efter at Bates mistede Ericsson har det været umuligt at finde en international kunde af samme størrelse som jeg kunne arbejde med. Det, jeg kan, er netop koordination af større internationale budgetter. Derfor håber jeg i den nærmeste fremtid at kunne fortælle hvem der er tale om, slutter Torben Haugaard.
Efter hvad Markedsføring erfarer forlader Bates’ tidligere kreative direktør Pia Lynnerup også bureau i løbet af de kommende måneder. Hverken Pia Lynnerup eller kreativ direktør Ib Borup ønsker at kommentere Lynnerup’s fratræden.