“Angallannermi malittarisassat nutaat” hedder kampagnen eller “Vores trafik – nye regler.” Og det er Rådet for Større Færdselssikkerhed og Bates, der har udformet den. Trafikken i Grønland er nemlig afviklet efter regler fra 1993, og det skal ændres nu.
Derfor indledte Grønlands politi fra i mandags en massiv kampagne for at informere om de nye regler for færdsel i Grønland. I virkeligheden er det “blot” en ajourføring af de regler, der gælder i det øvrige Danmark, nemlig alle passagerer i biler, busser og taxier skal bruge sele; at promillegrænsen sættes ned til 0,5 promille; at alle motordrevne køretøjer skal bruge nærlys; og at det er forbudt at bruge håndholdte mobiltelefoner under kørslen.
Blandt de mere kuriøse regler indføres krav om brug af godkendt styrthjelm, når man kører snescooter eller motorcykel. De fleste ulykker i Grønland sker nemlig, når man kører snescooter.
Kampagnen er massiv efter grønlandske forhold. Den består af en direct mail-kampagne til samtlige husstande, radio- og tv-spots, online-kommunikation, annoncer i de to aviser og biografreklamer.
Kampagnen løber foreløbig i 2-3 uger afhængig af mediet, og den gentages til november. Kampagnen finansieres af den danske regering.
cwl