Det er en sand original, Bates Y&R har ansat som nyt medlem af direktionen efter Susanne Lund, der som bekendt er ny CEO hos Republica.

Claus Knuth hedder manden, der præsenterede sig således: ”Nogle mennesker sagde engang til mig, da vi mødtes. Du er da vist en idiot. Aldrig har jeg følt mig så godt tilpas og velkommen”.

Claus Knuth er ikke en ny strateg og planner som Susanne Lund, men ”jeg har lært rigtig meget af hende”. Han er vel nærmest at betegne som en serie-iværksætter med idéer, der sprøjter fra ham som et Stalinorgel.

Senest har han haft en fast stilling som strategisk og kreativ direktør hos Hill & Knowlton med fingrene i bl.a. Oreos kommunikation.

Hjerne-nørd

Den 1. april får han så en titel af hos Bates Y&R, men hvilken?

– Vi kalder ham for Director of Business and Innovation eller bare for Knuth, siger Jacob Hastedt, arbejdende bestyrelsesformand i Bates. ”Jeg ved ikke rigtig, hvad vi ellers burde kalde ham.”

Selv siger manden:

– Du må kalde mig hvad du vil, jeg er mest interesseret i at forstå og drive adfærd. Jeg er nok mest en nørd i retning af at forstå hjernen og dens fætter følelsen, og kombinationen af de interesser får mig til at koncentrere mig om at hjælpe vore kunders kunder til at træffe bestemte valg, tilføjer Claus Knuth.

Han er født digital med en fortid i musikbranchen, da alle jakkesættene forsøgte at bekæmpe Napster.

– Jeg forsøgte forgæves at argumentere for, at Napster var den nye store mulighed for musikken. Den gav os adgang til alle unge og senere til de fleste voksne. Det var en mulighed, ikke en trussel. Det troede ingen på, men jeg mener det samme i dag.

Hvad mener du med det?

– De nye medier og kanaler er ikke andet end værktøjer, vi kan bruge, hvis vi vil. Dybest set er de ikke inde i mine overvejelser som andet end et potent vilkår. Kernen i at bygge brands er stadig at forstå, hvordan de bygges og udvikles, og det sker som det alle dage er sket ved at aktivere følelser.

Taler C-levelsk

Det har altid været sandt, Jacob Hastedt, så du har købt en ny digital Old School kompetence til direktionen?

– Jeg har købt en mand, der taler opad i virksomheder. Han forstår, hvad folk på C-level tænker, og han har adgang til dem. Lige som vi tror på, så er idéen afgørende for at eksekvere brand-kommunikationen. Han taler, så C-level og alle os andre forstår det, tilføjer Jacob Hastedt.

Giv os et eksempel på, hvad du mener, driver følelser?

– Et brand uden purpose har næppe lang levetid. Dét purpose skal vælges med omhu og relevans, fordi relevansen er adgangsvejen til forbrugerne. Forestil dig en dansk virksomhed, der var hamrende dygtig til at skabe lyd. Den lyd kan ikke i en dansk kultur tænkes uden at huske på, hvad Thomas Windings stemmer betyder for os.

– Ingeniører og designere kan være nok så dygtige og vigtige – og det er de også – men formålet med virksomheden er at levere ypperlig lyd. Viden om og koblingen til Thomas Windings smukke og kærlige stemme, de fleste af os har hørt lige før, vi faldt i søvn om aftenen, er et potent sted at starte branding-rejsen.

På vej i Parken

Bates er i dag godt 26 ansatte og flytter snart ud på én etage i Parken. ”Her kan vi se hinanden og påvirke hinanden,” siger Jacob Hastedt.

Hvad siger den nye direktør til det?

– Det gør det lettere for os at holde hinanden skarpe. Vi kan se og høre hinanden hver dag, og det er det, vi skal. Hver dag handler om nysgerrigt at genopfinde bureauet for egne, hinandens og kundernes skyld.

– Jeg takker hver eneste begejstret ny bureaumand for, at han kræver, at branchen genopfinder sig selv. Jeg siger ”ja tak” med megafon. Det skal vi hver eneste dag, lyttende og lærende, så vi flytter adfærd. Det har aldrig været mere spændende, at være i bureaubranchen, og jeg er taknemmelig for, at Bates giver mig chancen. Som jeg sagde indledningsvist: Jeg er jo bare en idiot, og kors hvor er jeg glad for det, slutter Claus Knuth.

Bates-direktionen er komplet nu med Thomas Brandt som adm. direktør, Peter Strange Echwald som kreativ direktør og Claus Knuth som den innovative forretningsstrateg.