Da Bates/Red Cell overtog Brands Copenhagen fik de både Mercedes-budgettet for Danmark samt Erich Karsholt og Søren Nøhr ind på bureauet. De to kan om nogen Mercedes DNA’et efter mange års arbejde for mærket, og nu har bureauet så landet personbilsbudgettet for det svenske marked. I forvejen varetog man budgettet for lastbiler og varevogne.
– Personbilsbudgettet er dog det klart største. Sverige er et meget større bilmarked, og er det land uden for Tyskland, hvor der sælges procentvist flest af de store premium biler, siger Erich Karsholt og fortsætter: – Det er således et spændende marked, men også et udfordrende, fordi man er oppe mod Volvo og Saab, der har stærke markeds-positioner.
Erich Karsholt siger videre, at han opfatter placeringen af budgettet som en anerkendelse af det samarbejde og de resultater, der er skabt i Danmark.
Budgettet lå tidligere hos Lowe People i Stockholm. Men realiteten er, at marketingafdelingen sidder i København, så det er ikke unaturligt at have et bureau-samarbejde i København.
Erich Karsholt og Søren Nøhr er ansvarlige for budgettet, men det har dog været nødvendigt at opnormere som følge af kontrakten.
Bates/Red Cell har hentet et svensk team hos Saatchi & Saatchi København: Henrik Engström og Carl Stenqvist. Desuden søger man nu en svensk projektleder. fin