Efter knap 16 år som adm. direktør hos Bates Y&R flytter Jacob Hastedt fokus og bliver arbejdende bestyrelsesformand. Samtidig træder Michael Knudsen og Ib Borup ud af direktionen og fortsætter på bureauet som henholdsvis client service director og creative executive. Alle tre er partnere i bureauet, og det fortsætter de med at være.

Ny adm. direktør bliver Thomas Brandt, mens Susanne Lund indtræder i direktionen som strategisk direktør. De to er på jagt efter det tredje ben i den daglige ledelse, og det skal være en kreativ direktør.

– Det haster ikke med at udpege det nye direktionsmedlem. Vi har tid til at vente på den rigtige. I øvrigt arbejder Ib Borup videre, og hans kreative evner vil vi bestemt ikke undvære, siger Thomas Brandt.

Jacob Hastedt har i snart 16 år siddet for bordenden, og i hans tid har bureauet i runde tal sat pænt over 50 mio. kr. i banken. Men er du blevet for gammel?

– Det har ligget i kortene længe, at Thomas skulle tage over, men da livet slog et slag med halen, og vi tabte et par af vore største kunder, satte vi os sammen i partnerkredsen og drøftede planerne for fremtiden, siger Jacob Hastedt.

– Nu har vi skåret bureauet til, og et generationsskifte forekommer logisk. Om jeg er for gammel må andre afgøre, men 16 år som topchef er lang tid, også for lang. Det er tid til, at nye, friske øjne kommer til. Thomas og Susanne er præcis de kræfter, vi har brug for. I øvrigt har vi netop vundet to kunder, Movia og Faxe Kondi, og det er deres fortjeneste, så retningen er rigtig, slutter Jacob Hastedt.

Et nyt ”Ideation bureau”

Den daglige ledelse reduceres fra fem til tre. Hvordan skal det fortolkes?

– Vi skal fokusere endnu skarpere på de kernedyder, der altid har været Bates’, nemlig den gode idé baseret på en indsigtsfuld og velfunderet strategi. Vi har desværre i for høj grad fulgt kundernes forventninger, som vi fortolkede dem, og det har fx betydet, at vi investerede i integrationen af en række kanalspecifikke kompetencer, fortsætter Thomas Brandt.

Susanne Lund tilføjer:

– Vi skal jo være knivskarpe på dét, vi leverer, og intet bureau kan med en 3-4 mands specialafdeling matche de ægte specialisters kvaliteter på fx social eller mobile. De sidder ofte med 50-60 specialister på spring. Vi kan til gengæld noget andet, vi kalder os selv for et ”Ideation bureau.”

Hvad er det for en størrelse?

– Vi har skabt et credo, vi lever efter: ”Bates Y&R, Brains, Hearts & Hands”. Vi skal være i stand til at skabe og eksekvere den rigtige idé, der taler til hjernen og hjertet. Den idé skaber forretning. Det gælder også os selv. Vi har hjernerne, og vi ejer den craftmanship, der eksekverer rigtigt, siger Susanne Lund.

Laver stadig reklame – og mere til

Den rigtige idé? Mon andre bureauer kunne få samme tanke?

– Med den rigtige idé mener vi noget mere end reklame eller tonen i filmen. Idéen kan være et nyt medie. Den kan være produktinnovation. Den kan naturligvis også være reklame, men vi leverer ikke noget på forhånd givet, fordi vi tjener penge på bestemte kompetencer, tilføjer Thomas Brandt.

Ganske som Partners og en række andre bureauer løber I skrigende væk fra reklamebureauet som fundament?

– Det er præcis det, vi ikke gør. Vi løber heller ikke rundt og fortæller, at vi er et nyt konsulenthus. Som Susanne sagde, så er vi et ”Ideation” bureau. Idéen er den helt centrale. Strategien bygger altid på den rigtige idé, og den eksekverer vi med hjernen, hjertet og håndværket som de tre ben på palletten.

– Vi sidder lidt som edderkoppen midt i nettet. Vi sikrer, at kundens forretning tilgodeses ved at finde de specialkompetencer, der udgør det bedste mix i en ofte overkommunikeret verden. Og det bedste mix kan være et design, et nyt produkt, medie, event eller sågar en reklamefilm, slutter Thomas Brandt.

Bates Y&R er som andre bureauer i en proces med at tilpasse medarbejdertallet. I dag er der knap 30 mand i Landemærket, og den størrelse ser i øjeblikket fornuftig ud, mener den nye og den gamle ledelse.