Det blev Bates Y&R, der løb med det store reklamebudget for Stryhns-koncernen. Bates erstatter Metaphor på Graasten Salater, DDB på Stryhns og Commercial Cowboy på Langelænder. 4 bureauer deltog i en såkaldt dialog-runde.
– Jeg har ikke den store fidus til en konkurrence, hvor bureauerne skal præstere et kreativt oplæg. Derfor forberedte vi os selv indgående på, hvad vi forventede fra bureauerne, og det kommunikerede vi så til dem som optakt til et 3 timer langt møde mellem hvert bureau, siger marketingdirektør Jesper Siber og fortsætter:
– Det var en god og bekræftende oplevelse at møde bureauerne og samtidig var vi så heldige, at Bates hurtigt skilte sig ud som lige den tand bedre end de andre.
Jesper Siber understreger, at ændringerne alene handlede om at få nye øjne på den fremadrettede strategi. Der var ingen utilfredshed med de eksisterende samarbejder.
Blandt mediabureauerne erstatter Mindshare IUM på Stryhns og Langelænder samt Maxus på Graasten.
Borsen.dk