Det kan vise sig at være første gang nogensinde, at WPP Group med Sir Martin Sorrell i spidsen har solgt et bureau i stedet for at købe et. Men et faktum er det, at adm. dir. Jacob Hastedt, Bates Y&R nu står i spidsen for et bureau, hvor en dansk partner-kreds ejer 51 pct.
Og den løsning er han meget glad for.
– Det er et spørgsmål om at få den fulde indflydelse og afkorte beslutningsprocessen. Samtidig har vi adgang til international kompetence og erfaring gennem tilknytningen til Y&R netværket, siger Jacob Hastedt.
Han tror, at handlen for WPP er et forsøg med henblik på at afdække, om der er andre modeller end den centrale styring.
– De store internationale grupper er gode til at køre de internationale kunder, der ønsker en stram styring. Men der er også kunder, der ønsker en mere lokal forankring, siger Jacob Hastedt.
Dialogen om handlen blev åbnet i forbindelse med, at Red Cell netværket gik i opløsning. Samtidig var 141 flyttet fra Bates-netværket over til Ogilvy, og det lå i luften, at man på et eller andet tidspunkt skulle have fundet en anden placering af selskabets aktier. Bates og Nørgaard Mikkelsen ejede hver en halvdel af bureauet.
På bundlinjen går det for Bates mere eller mindre lige op med, hvad man får for 141 og skal give for aktierne i Bates. Nørgaard Mikkelsen får penge for 141, og WPP har fortsat en 50 pct. ejerandel gennem Bates Gruppen.
I forbindelse med handlen udvides partnerkredsen med 6 personer: Erich Karsholt, Søren Nøhr, Per Askestad, Susanne Lund, Peder Schack og Teddy Birch Petersen. Tidligere er Jakob Blom udtrådt af partnerkredsen og overgået til en free-lance tilknytning med kontor hos Bates. Så nu er der 11 partnere.
Direktionen består ud over af Jacob Hastedt af: Ib Borup, Michael Knudsen og Johnny Kluge, der er nyt medlem.
Formand for bestyrelsen bliver advokat Kåre Stolt, og den vil herudover bestå af, Hans-Ulrik Longhi, Jacob Hastedt, Stefan Himpe og Mark Bindloss Gibb. fin