Lad være med at gøre reklame for, at du er billigst, hvis ikke du er det. Ellers får du Forbrugerombudsmanden på nakken. Det har Bauhaus måttet sande.
Forbrugerombudsmanden blev i januar gennem pressen opmærksom på, at Bauhaus som et led i sin prisgaranti på sin hjemmeside garanterede at have de laveste priser. Dette holdt imidlertid ikke altid stik.
Forbrugerombudsmanden tog derfor kontakt til Bauhaus og bad firmaet om at dokumentere udsagnet. Byggemarkedet fastholdt, at det grundet en prisgaranti stadig mente at være det billigste. Udsagnet er dog blevet fjernet fra Bauhaus’ hjemmeside.
Forbrugerombudsmanden pointerer i en pressemeddelelse markedsføringslovens § 3, stk. 3. Heri står der, at rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres. Forbrugerombudsmanden mener, at der ikke i sig selv er noget til hinder for anvendelse af en prisgaranti, forudsat denne er reel, og betingelser og begrænsninger i garantien klart er oplyst.
Hvis et firma imidlertid kommunikerer udsagn som ”vi er de billigste” eller andre udtryk om generel prisbillighed, som direkte eller indirekte indeholder en sammenligning med andre forretningsdrivendes prisniveau, er der tale om udsagn om faktiske forhold – og det skal firmaet kunne dokumentere. Kan det ikke det, kan der være tale om overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsforbud, oplyser Forbrugerombudsmanden.
sd