Ethvert barn kan gå på nettet og blive udsat for anstødelige og hardcore sex-billeder. De ikke bare kan, men gør det også i stor stil. Månedsmagasinet bazar tog tråden op og bragte i februar-nummeret nogle udvalgte billeder fra nettet, der viste meget specielle seksuelle lyster, fulgt op af en artikel, der beskrev det børn og unge til stadighed får smidt i hovedet. Artikelserien fortsatte i martsnummeret, men her var både billeder og tekst blevet dysset ned.

Bladet kom på gaden og ingen reagerede, før en journalist fra Berlingske Tidende kontaktede bazar’s chefredaktør. Resultatet blev en artikel, hvor fokus var sat på det rystende og anstødelige i, at unge bliver konfronteret med den slags billeder i et ungdomsmagasin. Sagen rullede nu for fulde omdrejninger og både Nyhederne på TV 2 og TV-avisen på DR1 bragte omtale i sagen, der også endte med udtalelser fra ministre om eventuel beskyttelse af de unge og censur.

Hos bazar står man en smule rystede tilbage, men man er også blevet meget klogere:

– Vi har lært af det, helt sikkert, udbryder redaktør Clara Kunstmann. Vi syntes selv, at ideen var god, og at billederne var sjove fordi de var så overdrevne – lige indtil vi så det på tryk. Der kunne vi godt se, at vi var gået over stregen, hvorfor vi da også nedtonede både billeder og tekst i nummeret efter. Og det gjorde vi inden medierne reagerede, men det er der ingen af dem, der har valgt at nævne!

Den første reaktion på Berlingske’s artikel var skuffelse. Her beskrev man nemlig målgruppen til at være de 14-15 årige, mens bazar’s virkelige målgruppe er de 18-30 årige. Journalisten skrev også, at billederne var blevet bragt pga. tidsnød. Det passede heller ikke, og så skrev han, at en fotoserie i bladet opfordrede til prostitution, og det er ifølge Clara Kunstmann, helt hen i vejret.

– Vi føler os mildest talt dårligt behandlede af Berlingske og medierne generelt. Vi har stået frem og erkendt, at ja, vi er gået over stregen, og at vi helt klart har taget det til efterretning, men det har ikke været nok for medierne, der her har lugtet sig frem til en rigtig forside-basker. Det er også lidt grinagtigt, at vi har fået hele lussingen, mens et magasin som Woman, der faktisk henvender sig til en yngre målgruppe end os, og som også i stor stil beskæftiger sig med sex-relaterede emner, er gået ram forbi, pointerer hun og tilføjer:

– Når det så er sagt, så vil vi da gerne takke de selvsamme medier for at sætte så stor fokus på bazar, al den omtale er jo uvurderlig i reklamekroner, smiler hun.

Moral eller dobbeltmoral

Da sagen begyndte at rulle, så vågnede forældrene, og det er man kun glad for hos bazar.

– Vi har siden al medieomtalen fået flere henvendelser fra bekymrede forældre. Og jeg mener da helt klart, at det da også var på tide, at forældre begynder at tage stilling til, hvad deres børn læser, siger Clara Kunstmann, der også har en helt klar holdning til den moral, eller måske nærmere dobbeltmoral, der har præget hele debatten:

– Hvad er egentlig værst, sex-billeder eller afrevne lemmer, krig, grusomheder m.v.? Spørger redaktøren og hentyder til det, børn og unge normalt bliver udsat for i nyhederne på tv, og i den bedste sendetid.

– Jeg prøver ikke at løbe fra vores ansvar, men når debatten ruller må man også tage stilling til helheden. Samtidig med det kan man da godt undre sig over, at de rystede medier ikke bare viste, men zoomer helt ind på vores billeder fra bladet kl. 18.30. Samtidig var der ingen, der overhovedet nævnte, at vi rent faktisk havde behandlet emnet seriøst og så informativt, at selv jeg har lært noget af det, konstaterer Clara Kunstmann.

Hos bazar er man selvsagt imod censur og man har rent faktisk inden lavinen rullede, oprettet et internt “sexudvalg.

– Jeg tror de fleste er enige om, at censur ikke er løsningen. Så skulle man også censure internettet m.v. Samtidig tror jeg også på, at orientering er en bedre løsning, end at prøve på at beskytte, men, erkender redaktøren, der er jo ikke rigtigt nogen retningsliner, derfor har vi da også oprettet et “sexudvalg” her på bazar, hvis opgave det bliver, at vurdere alle fremtidige tiltag om sexrelaterede emner.