BBDOs nye ledelse, med Juliane Meulengracht i spidsen som adm. direktør og Martin Nord og Carsten Schiott som kreative direktører, tiltrådte den 1. september. På det tidspunkt havde ledelsesteamet allerede ansat en stribe nye medarbejdere. I alt 13 nye folk ankommer til BBDO – i første omgang – og Markedsføring kan her offentliggøre navnene på 11 af de nye.
Målet med de mange nyansættelser er først og fremmest at tilføre bureauet ny energi.
Markedsføring har talt med adm. direktør Juliane Meulengracht, BBDO, om ledelsens ambitioner med de mange nyansættelser.
Hvad er baggrunden for den omfattende rekruttering af nye folk til BBDO?- Vi mener selv, det er en perlerække af nye medarbejdere. Hvis man kigger på navnene, tror vi, de fleste vil være enige med os. Kort sagt mener vi, det er det bedste, branchen kan præstere af yngre kræfter. Og de er alle sammen håndplukkede – og brænder for projektet. Det er et godt supplement til de nuværende gode kræfter som er på BBDO i dag. Vi har hentet de bedste.
Og vi kan ikke forstå de andre bureauers muggenhed
over det, udover det selvfølgelig er ærgerligt at miste en god
medarbejder. Men det er jo ligesom reglerne i dag: De gode medarbejdere vil udvikles og være de bedste steder. Og i bund og grund betyder det vel, at de pågældende bureauer har skabt et miljø, der udklækker dygtige medarbejdere. Og det er da en kvalitet.
Hvordan vil du karakterisere den nye gruppe medarbejdere?- Vi ønskede ikke gamle “kändiser“. Men snarere en række lidt yngre medarbejdere, der sammen med os kunne være med til at gøre BBDO farlig igen. Derfor listede vi en række personer – AD, tekst og konsulent – som vi gerne ville have med. Og så kontaktede vi dem. Vi har været heldige at de fleste kunne se mulighederne. Og i relation til den diskussion om fyrstelige lønninger, der har kørt i Markedsføring, kan vi da nævne, at alle sagde “ja“ til vores projekt, før vi overhovedet begyndte at snakke om penge. I øvrigt er der næppe nogle af de nye, der ligefrem går ud og køber nye biler.
I har tidligere meldt klart ud, at I ikke planlægger fyringer, men 13 nye medarbejdere må da belaste budgettet en smule. Vil der ikke blive tale om en del overkapacitet? – Eller også var der et kapacitetsunderskud i forvejen. Det er, hvordan man ser på det. Og i bund og grund er de fleste vel enige om, at man skal investere for at få succes. Dét gør vi nu. Ikke mindst i egne kunder. Vi er pr. 1. oktober 13 nye, og vi er i gang med at ansætte endnu flere. Specielt unge, kreative talenter. Vi tror på at udvikle de gode kræfter selv. Kræfter som en dag måske bliver hentet af andre bureauer, og som vi i givet fald vil være stolte af at have udviklet. Frem for at opføre os som om, vi havde tegnet livstidskontrakter med dem.
Det ser ud som om, de nye medarbejdere primært er kreative, er
der nogle konkrete tanker om, hvor BBDO er på vej hen som bureau?- Vi går ikke ud nu og slår på tromme for at “Ihhhh, hvor skal BBDO være kreative“. Den slags beviser vi. Snarere vil vi give eksisterende og nye kunder det bedste arbejde – hver gang. Og til det har vi brug for folk. Dygtige folk. Både hvad angår kontakt og kreative. Som i øvrigt hvad angår nyansættelser er meget ligeligt fordelt. Vi tror på “den rigtige reklame til
den rigtige kunde“. Derfor vil vi helst ikke rubriceres som det ene eller den anden type bureau. Hvis vi laver en super-kreativ idé-reklame, er det fordi den pågældende kunde har brug for dét. Hvis vi laver en annonce med en meget stor pris midt i det hele, er det fordi den pågældende kunde har brug for dét.
Holder I fast i at bevare alle BBDOs eksisterende medarbejdere, eller er der alligevel en større udskiftning på vej?- BBDO er et stærkt bureau allerede, med mange gode medarbejdere. Vi tilfører nu bureauet ekstra energi og flere kræfter.
Er der klare mål for, hvilke kunder/opgaver de nye skal tage sig af og er der nogle af de nye medarbejdere, som har kunder med?- Én af vores kongstanker er, at man ikke skal putte et hold på en kunde af nød. Vores mål er, at alle kunder bliver besat med teams, der brænder for dem. Og som brænder for deres kommunikationsopgave. Dette kan vi nu løse kapacitetsmæssigt, hvad jeg tror er noget ret unikt. Man kunne godt forestille sig et rent new-bizz team. I teorien i hvert fald. Det kan være pokkers hårdt kun at arbejde med new-bizz.
Hvad er grunden til, I har ansat det pigeteam fra Umwelt, som man kender fra Ms kampagne i foråret. Er det tanken, at de fortsat skal arbejde sammen som team, og er der særlige opgaver til dem?- Grunden er, at de er dygtige. Desuden har de nogle helt specifikke ting og potentielle kunder som de brænder for, og som vi vil kigge nærmere på, når de ankommer.
Er der flere nye medarbejdere på vej?- Der er nok et par stykker. Hvis navne vi naturligvis ikke vil komme nærmere ind på. Men også for dem gælder det, at de skal sige ja til de tanker, der ligger til grund for projektet, før vi begynder at tale konkrete, slutter adm. direktør Juliane Meulengracht, BBDO.
BOX
Nyheder