Sommeren har foreløbig været hård ved medlems-tallet i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening. Først fusionerede JWT og Halbye & Kaag. Og nu har BBDO så købt Leise & Company.
Bureauet ventes at være flyttet fra Landemærket (Bates-bygningen) over til BBDO i St. Kongensgade allerede i midten af august, og 9 af medarbejderne flytter med. Leise & Company havde i regnskabsåret 2002 16 medarbejdere, men det er ikke oplyst, hvor mange, der er lige nu. Bureauets største kunde er Bryggerigruppen.
Leise & Company kom fornuftigt ud af 2002 med en bruttoavance på godt 14 mio. kr. og et resultat før skat på 2,2 mio. kr. BBDO oplevede i 2002 i henhold til oversigten fra DRRB et fald i bruttoavance fra 64 mio. til 47 mio. kr. Resultatet er pt. ikke kendt men ventes dog at være positivt. Det trykte regnskab gælder for alle BBDO’s aktiviteter i Danmark og selve reklamebureauets resultat kan derfor ikke aflæses.
BBDO har dog i år fået tilgang af bl.a. NESA, og derfor lyder der positive udmeldinger fra bureauet.
Adm. dir. Steen Leise-Hansen oplyser i en pressemeddelelse, at det er ønsket om at komme ind i et større bureau med en international profil, der har været drivkraften i sammenlægningen.
Købet af Leise & company falder sammen med, at BBDOs søsterbureau, Sepia Proximity, netop er flyttet til St. Kongensgade for at etablere et bofællesskab med flere kompetencer under samme tag.