Administrerende direktør Niels Erik Folmann, der er blevet kendt i den brede del af befolkningen for sin optræden i tv-programmet ”Kender du typen?”, forlader bureauet BBDO. Ifølge en pressemeddelelse fra BBDO sker det uden større dramatik, da Niels Erik Folmann ”har besluttet at forlade bureauet for at forfølge andre forretningsmuligheder”. Bureauets tidligere kontaktdirektør, Pernille Wendel Mehl, overtager hjørnekontoret. Hun har mere end 14 års erfaring fra kundesiden i den danske reklamebranche. Senest som Client Service Director og før det som Client Service Manager hos BBDO, som hun kom til i 2007. Inden da arbejdede hun primært som selvstændig konsulent. En af hendes første handlinger som direktør har været at hente fire nye medarbejdere til selskabet. Hun fortæller, at direktørskiftet har været undervejs længe, så hun har selv valgt de personer, der kommer til at spille en afgørende rolle på hendes ”nye hold”. – Nogle af dem er allerede ansat, mens de øvrige er på vej, fortæller hun. Det drejer blandt andre om Thomas Sonberg fra bureauet Reputation, der bliver hentet til BBDO som Pernille Wendel Mehls højre hånd. Freelance livsstilsekspert Niels Folmann begrunder sin beslutning om at forlade BBDO med, at det var på tide at prøve noget nyt. – Det er en personlig beslutning. Jeg har haft ni gode år i BBDO, men nu var det på tide at reeboote min karriere, siger han. Han bliver hos BBDO i endnu to måneder, hvorefter han vil være løst tilknyttet bureauet. Han er ikke på vej til en direktørpost i et andet bureau, men derimod ”åben for nye muligheder”, som han selv udtrykker det. – Det var min egen beslutning, og jeg har hverken smækket med døren eller blevet gået, fastslår Niels Erik Folman.   Han er heller ikke afvisende overfor, at man får mere at se til ham i rollen som livsstilsekspert på tv fremover. En karriere som foredragsholder rundt omkring i landet er også en mulighed. – Der bliver bedre tid til den slags aktiviteter, når jeg ikke også har et direktørjob at passe, og da seertallene på de nye afsnit af ”Kender du typen” er fornuftige, så er jeg klar, så længe DR vil være med, slutter Niels Erik Folmann.