Ejendomsmæglerkæden EDC, der i de seneste måneder har været i gang med en bureaukonkurrence, har valgt BBDO som nyt bureau. Briefen fra EDC lød på at komme med en fornyelse, såvel strategisk som i design og kommunikation.
Ifølge EDC’s adm. dir. Benny Dommer, vandt BBDO specielt på grund af en god kreativ løsning.
– Strategisk var der ikke noget nyt fra nogle af de fire bureauer og design-fornyelsen har vi udskudt lidt endnu, siger han.
Ejendomsmæglerkæden EDC, der er den største danske ejendomsmægler kæde, er en sammenslutning af selvstændige mæglere i modsætning til de to konkurrenter Home og Nybolig, der ejes af henholdsvis Danske Bank og Nykredit.
I bureaukonkurrencen deltog udover EDC’s tidligere bureau, Dotzero, også Bergsøe 4 og E-Types. DotZero deltog sammen med Dyhr & Hagen, mens E-Types samarbejdede med Republica om opgaven.
Samarbejdet med BBDO begynder fra nytår, mens EDC’s nye kommunikation går i luften i februar måned.