Ved et velbesøgt seminar i går den 12. juni blev vinderen af Årets Internetkampagne kåret. For andet år i træk var det bureauet BBDO, der løb med sejren. I år havde bureauet skabt en kampagne for De Gule Sider.
I konkurrencen Årets Internetkampagne, der arrangeres af KIM-klubben under Dansk Markedsføringsforbund, deltog 24 kampagner fra 13 bureauer. Juryen havde udvalgt tre kampagner, der alle blev afviklet og testet på
nettet. De tre kampagner var for TDC De Gule Sider (BBDO), Jägermeister (BBDO) og Campari (O&M) og havde gratis markedsføring på nettet til en værdi af 500.000,- kroner. De blev bedømt ud fra det altovervejende fokus at
generere branding. Det var ingen let vurdering for dommerkomiteen at vælge en vinder, fordi alle kampagner havde rykket i såvel branding som positionering.
– Testene viste, hvad vi alle godt ved, at branding ikke er en 100 meter spurt, men snarere et Marathon og det tager tid og kræver store ressourcer at brande, siger medlem af dommerkomiteen, marketingdirektør Camilla Kampmann, Oracle. Hun understreger, at forskydningerne i pre/post målingerne ikke var store.
– Resultaterne viser at internettet kan bruges til at brande, men at dette skal ses i sammenhæng med markedsføring i andre media. Internettet skal bruges, hvis der interaktivt kan tilføjes nye dimensioner til brandet. Det er lykkedes godt med kampagnerne for Jägermeister og Campari, siger hun.
Vinder af Årets Internetkampagne 2002 blev som nævnt kampagnen for De Gule Sider, fordi der her var større forskydninger i pre-post målingerne end blandt de andre kampagner. Desuden var juryen enige om, at kampagnen
var såvel kreativt som teknisk lagde nye dimensioner til brandet. Juryen bestod udover Camilla Kampmann af adm.direktør Christian Alsted, Alsted Research, Mogens Bjerre, Handelshøjskolen i København, adm. direktør Juliane Meulengrath, BBDO, adm. direktør Henning Rouchmann, Superbrands, markedsdirektør Martin Delfer, Berlingske Tidende og Steen Reeslev, underdirektør, Danske Bank.