I den forløbne uge fik Unilever Danmark medhold i sin klage over et påbud fra Fødevareregion Øst om tilbagetrækning af produkterne i Becel pro.activ-serien.
Og virksomheden meldte ud, at den glædede sig over afgørelsen, ”Som stadfæster, at Becel pro.activ fortsat er fuldt lovlige og sikre produkter til forbrugerne på det danske marked.”
Ligeledes blev det understreget, at ”Unilever ønsker til enhver tid at overholde gældende lovgivning og kommunikere klart og sobert til forbrugerne i de lande, hvor virksomheden producerer, sælger og markedsfører sine produkter.”
Forbrugerrådet er dog knapt så begejstret og mener, at Unilever slipper for nemt af sted med at vildlede forbrugerne.
Som rådet læser afgørelsen, er det nu fjerde gang, at Unilever får besked på at stoppe den ulovlige markedsføring og, at vildledning af forbrugerne og sundhedsanprisninger ikke er i orden. Det skriver Forbrugerrådet på sin hjemmeside.
Becel pro.activ-serien har været markedsført siden 2002 som et kolesterolsænkende middel, der har gavnlig virkning for alle, der spiser det, men både læger og ernæringseksperter har været fremme med advarsler mod produktet.
Medhold tidligere
Ligeledes har Forbrugerrådet flere gange anmeldt Unilever for vildledende markedsføring – og hver gang fået medhold.
– Det er uforståeligt. Siden 2003 er Unilever gentagne gange fået påbud om at følge fødevarelovgivningen med hensyn til markedsføringen af Becel pro.activ. Men virksomheden har trukket myndighederne rundt i manegen og på den måde gang på gang undgået at følge afgørelserne, siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.
– Unilever har bevidst vildledt forbrugerne gennem seks år, og de får ikke andet end en løftet pegefinger og besked på, at det må de ikke fremover. Hvorfor skulle en multinational virksomhed som Unilever følge reglerne, hvis det ikke har konsekvenser for dem, at de vælger at se stort på dem.
Forbrugerrådet mener at en bødestraf, som afspejler virksomhedens størrelse og den markedsføringsmæssige gevinst ved ulovlige og aggressive kampagner de sidste seks år er på sin plads.
– Det her er en oplagt sag for Fødevareministeren. Hvis klagemyndighederne ikke har mulighed for at give Unilever en bøde for deres opførsel, så må ministeren træde til, siger Camilla Hersom.
Unilever Danmark har meldt ud, at virksomheden nu vil indlede en positiv dialog med Fødevareregion Øst om den fremtidige mærkning og markedsføring af produkterne.
Læs mere.