Data fra USA peger i retning af, at den amerikanske økonomi er i bedring, skriver Ritzau Finans.
Det har i løbet af ugen fået både dollar og yen til at falde mod de fleste større valutaer. Det er et udtryk for, at investorerne tør investere i mere risikobetonede aktiver. Dollar og yen ligger begge til ugentlige fald.
Det gav investorerne yderligere blod på tanden, at der torsdag kom tal fra USA s igangværende boligsalg, som steg til det højeste niveau i halvandet år. Euro fik også medvind mod dollar, da Spanien og Frankrig torsdag solgte lange og mellemlange statsobligationer med lavere renter. Det er landenes første salg af obligationer efter sidste uges nedgradering af kreditvurderingsbureauet Standard & Poor s.
– De gode tal fra den amerikanske økonomi har positiv effekt på risikoappetitten, det resulterer i salg af dollar og yen. Man tilpasser sig til situationen, mens der bliver taget større risici, siger Kengo Suzuki, valutastrateg hos Mizuho Securities, til Bloomberg News.
Euro styrkes over for dollar til 1,2964 dollar per euro mod 1,2891 dollar per euro ved dansk børslukketid torsdag. Euro styrkes over for yen til 99,99 yen per euro mod 99,36 ved dansk børslukketid torsdag.