Jacob Ludvigsen beskrev i sidste nummer af Markedsføring, hvordan en negativ produkttest, der offentliggøres i medierne, kan få ganske alvorlige konsekvenser for en producent.

Pudsigt nok er Ludvigsens indlæg trykt på den modsatte side af Markedsførings egen testspalte, også benævnt “Karakterbogen” (man kan allerede høre spanskrøret svirpe!..). I denne test bedømmes reklamefilm på en 13-punktsskala af et repræsentativt udsnit af danskere over 13 år.

Markedsføring er ikke det eneste blad, der gerne vil gøre sig til dommere over reklamebureauers og marketingchefers arbejde. Spørgsmålet er, præcist som for smagstestenes vedkommende, hvor seriøs denne form for test egentlig er. Hvor mange af de virksomheder, der testes, har for eksempel alle danskere over 13 år som deres kernemålgruppe? Ganske vist kommer man i panel-kommentarerne ind på nogle alderssegmenter, men igen – ser virksomheden selv disse segmenter som værende af stor betydning. Hvis ikke er oplysningen jo ret beset ligegyldig.

Anders Høiris – paneldeltager – spørger f.eks. i anmeldelsen af TopDanmark filmen “Hvad er det for en målgruppe, man går efter, og hvilken målsætning har man”. Sætningen afsluttes ikke med et spørgsmålstegn – havde den gjort det, kunne man måske forestille sig, at panelet eller Markedsføring havde taget initiativ til at spørge.

Lad os da komme hele vejen rundt om historien, og giv virksomheden eller bureauet mulighed for at komme til orde. Måske det også kunne give os andre en mere interessant og mindre overfladisk testoplevelse!