Kort før jul fik en økologisk konfekturefabrikant et chok, da hans produkt blev placeret som det ringeste i en smagstest, arrangeret af et dagblads forbrugerredaktion. For at være på den sikre side var artiklen forsynet med denne advarsel: Det skal understreges, at blindsmagningen på ingen måde er repræsentativ. Smag og behag er forskellig – også når det gælder marcipan. Så er man dækket ind og har forklaret forbrugerne, at de ikke skal tage “undersøgelsen” alt for alvorligt. Men skaden er sket. I et fagblad henviser den ulykkelige producent, at hans specialiteter plejer at ligge i spidsen, og at testen foregik på et uforsvarligt grundlag.

Året rundt præsenteres vi for disse subjektive vurderinger. Prøvedrikningen af årets påskebryg er lige så forudsigelig som sutning af sommerens ispinde, og i mellemtiden kan man altid kaste sig over leverpostejen. Det er som oftest udmærket underholdning at se, hvad almindelige menneskeganer og forfinede ekspertmunde når frem til, for vi er alle forbrugere, og hvis vores foretrukne mærke opnår gode points, bekræfter det os i vores sikre valg. Omvendt bliver vi mistænksomme, hvis vores favorit får et hak i tuden.

Indenfor levnedsmiddelindustrien beskæftiger man professionelle smagsdommere som ved, hvordan det bestemte produkt skal smage, lugte, føles og se ud. En pilsner skal for eksempel være ens hver gang, og man søger at opnå homogenitet ved at blande flere forskellige bryg. Forskellen på billigøl og mærkevareøl er blandt andet, at førstnævnte holder en ensartet kvalitet, mens man kan forvente større udsving i en bajer til 2,50 kr.

Hvis avisernes bedømmelse af alverdens konsumvarer skal tages alvorligt, burde man udelukkende alliere sig med smagseksperter, hvilket ville koste en formue og derfor er aldeles uaktuelt i en tid, hvor selv Berlingske Tidende må spare bridgespalten bort (et ramaskrig fra læserne bragte dog hurtigt chefredaktør Karsten Madsen på andre tanker). Lettere er det at bede nogle tilfældige mennesker om at vurdere cola, karameller, kanelsnegle, kaffe og kamsteg i skiver. Og herregud, det er jo bare for sjov.

For den arme marcipanfabrikant er det aldeles ikke morsomt, at læserne af landets største avis i højsæsonen rummer en advarsel mod hans blanding af mandler og melis. Forhandlerne bliver bekymrede og stiller æskerne til side og foretager ikke genbestillinger, og fru Hansen holder sig til den mere industrielle og langt billigere marcipan. Fabrikanten kan intet foretage sig, redaktionen har altid ret og kan ikke drages til ansvar for resultatet.

Hvis vinen, vællingen, vovsemaden eller vingummibamserne derimod ryger ind på en førsteplads, vil udbyderen naturligvis være lykkeligt og skrive et forhandlercirklulære med overskriften “Bedst i test”, uanset om proceduren og juryen var nok så spinkel og usaglig.

Pressens magt blev for alvor illustreret, da en gastronomisk journalist for et halvt års tid siden slagtede en hel restaurant. Etablissementet mistede sine kunder og måtte lukke, og indehaveren tabte tre-fire millioner kroner. Som forbruger er man glad for advarslen og holder sig væk, og der er ikke noget, der hedder “en dårlig dag”. På den anden side – ja, er der nogen “anden side” i den sag? Uanset om svaret er ja eller nej, så var dommen inappellabel og fik de værst tænkelige konsekvenser for virksomheden. Selv under nyt ejerskab, ny direktion og med nye køkkenchefer hænger det dårlige renomme ved, og afvaskningsprocessen kan tage lang tid.

For nogle år siden havde jeg den oplevelse at gæste den skotske whiskybranches sample room i Edinburgh, 108 West Nile Street. Her hersker mr. Reid over ca. 20.000 prøver af destillater fra de forskellige whiskybrænderier, så man kan gå tilbage og analysere de enkelte bestanddele af de forskellige typer blendede whisky. Noseren bruger udelukkende næsen til at vurdere de mere eller mindre gyldne dråber, som han først fortynder med destilleret vand til en alkoholstyrke på 20%. Han har forpligtet sig til ikke at drikke, han må kun snuse, for dels ville han blive godt snalret i løbet af arbejdsdagen, dels ville hans smagssans lide overlast. I sin fritid kan han drikke et enkelt glas hvidvin, men han må hele tiden passe på sine sanser.

Sådanne krav kan man ikke stille til forsøgspersoner, der tilbringer en glad eftermiddag på en avisredaktion og får deres foto i avisen som tak for indsatsen. Mindre kan også gøre det, det gastronomiske magasin “Smag og Behag” kan finde på at indkalde 15-20 kvalificerede smagere til at vurdere enkle fødevarer som brød eller smør, og så begynder det at ligne noget, man kan stole på. Men at journalistens datter har inviteret sine skolekammerater til sodavandsgilde for at hjælpe sin mor med at fylde en side er bare fest og ballade, og som sådan skal det opfattes af læserne, der måske havde foretrukket en mere objektiv analyse.