Ordreindgangen i årets første kvartal er ikke set højere siden 2008 og næsten en tredobling i forhold til samme periode sidste år. Vestas har i 2012’s første tre måneder annonceret nye ordrer for 915 MW, og vindmøllekoncernen er dermed oppe på niveau med præstationen i første kvartal i 2008, hvor der blev annonceret ordrer for 935 MW. Det skal bemærkes, at der er tale om annoncerede ordrer, og at den faktiske ordreindgang kan vise sig at være markant højere, når selskabet præsenterer sit kvartalsregnskab den 2. maj i år. Derudover er der fortsat én uge tilbage af første kvartal. Sammenlignes udviklingen med 2011, er der tale om en stigning på 183 pct., idet Vestas kun annoncerede ordrer for 338 MW i første kvartal 2011.

Især Nordamerika og Mexico har drevet ordreindgangen hos vindmølleproducenten, idet 648 MW svarende til 71 pct. af ordrekapaciteten er kommet fra denne region. Kina har tegnet sig for 99 MW, mens Vestas skal levere 168 MW til tre vindmølleparker i Europa.

 

aktiefokus.dk