Den negative holdning mod rygetobak er eskaleret, ikke blot blandt politikere og sundhedsorganisationer, men også i befolkningen generelt. Såvel forskellige trendfirmaer som fremtidsforsker Birte Linddal Hansen, Institut for Fremtidsforskning i København, forudser derfor, at rigtig mange rygere vil kvitte tobakken til fordel for røgfri tobakspastiller, da det ganske enkelt bliver for besværligt at være ryger.
– Vores kunder er rygere, som ønsker at stoppe med eller begrænse deres rygning. For os er mulighederne for nye kunder større end de historisk har været, siger salgs- og marketingchef Henrik Kramer fra Oliver Twist.
– Til forskel fra medicinsk fremstillede nikotinpræparater, må vi ikke reklamere for vores produkter. Dette faktum stiller derfor ekstra store krav til emballagen, som er mindre end en æske tændstikker, og vi har længe ønsket at stramme op på det lidt gammeldags design.
I samarbejde med Dansk Designcenter blev bureauet Kirk & Holm i Esbjerg valgt til at revidere firmaets profil, først og fremmest på firmaets produktemballage, små lommevenlige æsker. De har nu skiftet det gammeldags udseende ud med et lyst design med en stiliseret tobaksplante som bund.
House of Oliver Twist har, siden lanceringen i maj, omsætningsmæssigt oplevet de største måneder i virksomhedens historie. På det danske marked ligger man godt 15 pct. over salget i fjor. Målet er at vokse med mindst 10 pct. i Danmark årligt, skabe vækst på eksisterende eksportmarkeder og samtidig etablere nye.
Virksomheden sidder på godt 65 pct. af det danske marked indenfor røgfri tobak og eksporterer ca. 85 pct. af produktionen. Hovedmarkerne er Norge og Sverige, mens USA og Tyskland sammen med nye europæiske markeder udgør resten. Virksomheden beskæftiger ca. 30 medarbejdere.