jj@markedsforing.dk
Den 3. november 2001.Dagen står meget klart for David Adams. Det er to dage inden hans 37-års fødselsdag. Som direktør for Leo Burnett, Danmarks fjerdestørste reklamebureau, er han i gang med et kundemøde på bureauet, da han begynder at miste koncentrationen. Han er ikke til stede under mødet og har pludselig svært ved at tale. Problemerne er begyndt to dage før, hvor han har oplevet tiks med øjnene og vanskeligheder med at udtale sætninger. Men nu rammer det hans evne til at fokusere. Det flimrer for hans øjne, da han rejser sig op og meddeler mødedelta gerne, at han er nødt til at gå.
Hvad der siden sker, er ikke en del af David Adams egen erindring.
Efter at have meddelt mødedeltagerne sin afgang, går han ud til sin bil og kører mod sin læge på Torvegade, der ligger nogle få gader fra bureauet. Efter en hurtig konsulation vælger lægen uden tøven at tinge efter en ambulance. Tre minutter efter er ambulancen med fuld udrykning på vej med David Adams som passager. Kursen er Bispebjerg Hospital’s intensive afdeling.
I de første timer efter han er ankommet til hospitalet, bliver han udsat for alle mulige tests. Han har problemer med at løfte benene og gå lige. Og dommen virker klar: Systemet er lukket ned og risikoen for, at det skal slukke helt er overhængende. Hospitalet ringer derfor til hans kone, Kathinka, der møder op til det helt store chok. Det første lægerne spørger om er, om de har alt på plads derhjemme.
Herefter følger den hårde diagnose: ”Vi har ikke fået resultatet tilbage fra testene, men enten har du en alvorlig hjerneblødning eller en hjer nesvulst. I skal derfor forberede jer på, at du kan dø og vi synes derfor, at det er en god ide, hvis Jeres børn kommer ud i aften.”
– Så sidder man der på hospitalet og tænker ”hvad er der sket”. Pludselig bliver alt ligegyldigt. Alt det man har knoklet for og alle de timer man har investeret er intet værd. For hvad er pointen, når man får sin dødsdom. Pludselig er hele ens liv smidt op i luften. Man tænker: hvordan ville jeg have gjort det, hvis jeg kunne gøre det anderledes og hvis jeg havde tid igen, fortæller David Adams.
I de efterfølgende uger gennemgår David Adams en række tests som var det en gyserfilm. Lægerne stikker ham med nåle i hovedet og scanner hans hjerne for at finde et spor. Tre uger går der med at vente på at en af testene kommer tilbage med et svar. Hver gang en af testene er negativ får han ikke tid til at ånde lettet op, inden en ny test er på vej.
Efter tre uger bliver han udskrevet uden en endelig diagnose. Som en trøst fortæller en af lægerne, at det i 95 procent af tilfældene a ldrig lykkes at finde en årsag til den slags anfald. I de fem procent, hvor de finder årsagen, er det fordi patienten dør af en hjernesvulst.
Selvom episoden ligger to et halvt år tilbage, har David Adams aldrig fået en diagnose, der forklarer hvorfor han var ved at miste livet den dag i november måned for to et halvt år siden.
Men efter en lang fornægtelsesproces er han dog ikke længere i tvivl.
Årsagen handler om stress og det at være workaholic.

80-timers arbejdshelvede

Den 39-årige englænder David Adams er ikke et helt ubeskrevet blad i dansk reklame. Hans image som en af de store personligheder har han opbygget efter kun otte år i Danmark. Tilbage i 1995 havde David Adams sit eget reklamebureau i London, men hans danske kone Kathinka fik ham overtalt til at tage imod tilbuddet om at blive planner på Leo Burnett, der på det tidspunkt var regnet for et mindre bureau i Danmark.
Et år senere blev der truffet en beslutning hos Leo Burnett’s europæiske hovedkontor i London som fik store konsekvens er for David Adams. Bureauet besluttede at skære bureauet ned til syv personer, der kunne betjene Nordisk Kelloggs. David Adams fik tilbuddet om at være manden der skulle stå for opgaven. Hvis han ikke havde lyst, ville de finde en anden som kunne gøre det. Det lykkedes David Adams at overbevise den engelske chef om at give bureauet et halvt år til at vise, at den danske afdeling havde en eksistensberettigelse, og næsten som på film lykkedes det – stik imod alle odds – at vinde en række store kunder inden for de næste seks måneder. Først kom Dyrup, så Tele 2, senere Thorn og endelig Statoil. Og med de nye kunder var der ingen tvivl hos de amerikanske ejere: Leo Burnett i Danmark skulle gå efter vækst. Og vækst fik de.
Inden for de næste tre et halvt år gik bureauet fra 29 mennesker med 19 mio. kroner i omsætning til 109 personer, der omsatte for 85 mio. kroner. Der var tale en voldsom vækst, som bl.a. resulterede, at man skabte de mange underafdelinger af Leo Burnett som bl.a. Leo Direct/Sales og Neo Ideo.
Problemet med den voldsomme vækst var dog, at det ikke kun var bureauet, men også i høj grad David Adams som blev overlæsset med opgaver. På et tidspunkt havde han tre jobs. Ud over at være chef for hele Leo Burnett, var han også nordisk planningdirector og dansk planning director. På det tidspunkt arbejdede han mellem 80-100 timer om ugen og det var ikke unormalt, at han var bortrejst flere dage hver uge. I ugen inden David Adams gik ned med stress, havde han været på fem internationale rejser for bureauet.

Verdens mest uinteressante menneske

Da David Adams blev udskrevet fra Bispebjerg Hospital fik han at vide, at han skulle forholde sig i ro et stykke tid. I alt kom roen til at vare næsten to måneder inden han vendte tilbage til lokalerne på Holmen. I de efterfølgende måneder var han ikke overbevist om, at det var arbejdspresset, der havde skabt hans nedbrud. Selv beskriver han sin tilstand som en ”benægtelsesproces”. I forsøget på at finde en forklaring gik han bl.a. tilbage i familiens historie og fandt ud af, at der i hans familie var tilfælde med personer, der havde haft en særlig sygdom, Menières Syndrome, der er kendetegnet ved bl.a. at påvirke balancenerverne.
– Jeg gjorde alt for at undgå at tage sygdommen på mig som noget jeg kunne være skyld i. På det tidspunkt oplevede jeg stress som et tegn på svaghed, og man har jo ikke lyst til at erkende, at man er svag, siger David Adams, der nu kan se med 100 procents sikkerhed, at det var et stresset arbejde, der skabte problemerne.
– Jeg kan se, hvor meget jeg kun fokuserede på at arbejde og ikke havde andet i mit liv. Jeg var verdens mest uinteressante menneske. Det var frygteligt. Jeg havde ikke tid til mine gode venner, ingen interesser uden for mit arbejde. Jeg havde min familie – eller jeg vil hellere sige, at jeg havde overbevist mig selv om, at jeg havde min familie. Men når jeg var hjemme var jeg ikke til stede. Jeg sad som en grøntsag i en stol, for jeg var så træt efter at have arbejdet hårdt, at jeg ikke var sammen med dem, men kun va r fysisk i lokalet, siger David Adams.
På bureauet tog man hans sygdom meget alvorligt og for at imødekomme det hårde arbejdspres traf David Adams nogle beslutninger om, hvor meget han ville arbejde. Men det skete også i en erkendelse af, hvad han var god til.
– En af de værste problemstillinger i reklamebranchen er, at man tror, at fordi man er god til at være planningdirektør eller kontaktdirektør, så skal man også ende med at blive chef. De fleste folk som er stressede kender til den problematik. De har været gode til deres job og har haft det skægt med det de laver, og på et tidspunkt er de blevet tilbudt at blive chef. Pludselig bliver man sat i en situation, hvor man har alt det ansvar. Man kan måske godt klare det, men det er ikke noget som er en naturlig ting for en. Man skal arbejde hårdt med jobbet. For mig var det ikke stresset at være planningdirektør, men at være adm. dir. er ikke noget jeg er født til. Det var noget som jeg skulle arbejde meget hårdt for at få succes med, siger David Adams, d er efter et par måneder på stand by var overbevist om, at han skulle skære de administrative arbejdsopgaver fra.
– Før brugte jeg 80 procent af min tid på administration og 80 procent på planning. Så jeg begyndte med at skære de 60 procent fra i administration, siger han.

Held i uheld

Men det var ikke nok for David Adams at ændre på arbejdsmængden. Han var også klar over, at han for ikke at komme tilbage i den samme stressede livsstil var nødt til at have nogle interesser.
– At være workaholic er lige som at være narkoman. Hvis man ikke har noget som tvinger en til at holde styr på tingene, kan man meget nemt og hurtigt komme ind i de gamle rutiner, siger David Adams, der for at komme ud af de dårlige rutiner begyndte at spille congas, købte en båd og begyndte at fiske. Samtidig begyndte han at bruge mere tid på sine børn og på at være hjemme. Alt sammen ting som forpligtede ham til at være mere til stede med sig selv og mindre på arbejde.
Hans nedbrud gjorde også, at han trak sig totalt ud af a lle skandinaviske kunder og langsomt blev symptomerne mindre i takt med, at han også begyndte at arbejde mindre. Samtidig kom nyheden om at den franske bureau-kæde Publicis skulle overtage en anden bureau-kæde BCom3, der ud over Leo Burnett omfatter D’Arcy og Starcom. Afslutningen på forløbet med Publicis blev efter tovtrækkerier med de amerikanske chefer i Chicago, at Adams trådte tilbage og overlod styringen til bureauets anden direktør Jens Schwarz-Rosman.
David Adams tilbød at fortsætte som planner på bureauet i et halvt år, indtil han i november sidste år trak sig helt tilbage. De store forandringer indenfor Leo Burnetts verden viste sig derimod at være en lykkelig løsning for både David Adams og hans fremtidsplaner.
– Jeg havde en drøm om at gå tilbage til det, jeg havde det bedst med, nemlig at være planner. Det var en stor beslutning som krævede, at jeg overbeviste mig selv om, at det var det rigtige. Hele samlingen med Publicis gav mig en oplagt mulighed for at tage det skridt, siger David Adams, der føler sig sikker på, at han havde taget beslutningen på et eller andet tidspunkt.
– Som chef kan man have nogle fornemmelser af, at man ikke kan blive erstattet. Man tror, at det hele vil bryde sammen, hvis man trækker sig lidt tilbage. Men da jeg kom tilbage var situationen ændret meget. Medarbejderne havde vist, at de kunne klare utrolig mange ting uden mig. Det var derfor både bekræftende og slående at komme tilbage. Folk havde savnet mig, men jeg måtte også erkende, at jeg ikke var uundværlig og udødelig. De havde vundet nogle nye kunder og fået bedre styr på en række ting, end da jeg var der. Jeg må nok erkende, at jeg tit havde været en flaskehals. Det er et typisk symptom på den slags personer, der lever en stresset tilværelse. De er verdens værste flaskehals, for de tror at alt skal gå gennem dem og at de skal involveres i alt, siger David Adams.

Belønner stress

Der er ingen tvivl om, at stress er et alvorligt problem, ikke kun i reklamebranchen, men i hele den moderne arbejdskultur. Dav id Adams mener dog, at der eksisterer en dobbelthed omkring fænomenet. På den ene side er det meget udtalt at have et stresset arbejde. Det er ofte noget folk siger, men kun som en måde at signalere, at de har det travlt. På den anden side er det at lide af stress meget tabubelagt. Det er ikke noget, man snakker om eller diskuterer på arbejdet eller med vennerne.
David Adams mener hovedproblemet omkring stress er, at mange er meget stolte af, at de har et stresset arbejde. For på den måde bliver stress ofte et symbol på, hvor vigtig man er.
– Det er ofte ensbetydende med, at du er nået højt i branchen. At sige man er stresset er det samme som at have travlt og det værdsætter vi højt i branchen, siger David Adams, der tror, at det meget overfladiske forhold til det meget alvorlige problem handler om, at man på den måde undgår at tage det alvorligt, for hvis man tager det alvorligt, er man nødt til at gøre noget ved problemet..
– Her begynder det at blive meget svært. For at erkende, at man er nødt til at gøre noget, er for mange et tegn på svaghed, siger David Adams, der er sikker på, at der på de fleste bureauer vil være en negativ holdning til en leder som stod frem og sagde. ”Jeg har været meget stresset i den senere tid, så jeg tror jeg tager ud og fisker her til eftermiddag”
– Den udmelding hænger ikke sammen med den holdning vi har til, hvordan en leder skal være, siger David Adams, der også tror at ledelsens fokusering på, hvad det er der skaber gode medarbejdere, er med til at skabe stressede medarbejdere.
– Hvis man har medarbejdere som lever anderledes, som har fritidsinteresser ved siden af eller prioriterer deres familie, så tænker de fleste ledere, at de ikke tager deres arbejde alvorligt. Det er først, når man selv har oplevet stress, at man finder ud af, at det er den omvendte situation. Jeg har aldrig været mere effektiv end jeg er i dag. Jeg er så totalt afslappet, at jeg meget hurtigt kan finde ud af, hvad der er problemet og komme videre. Mens jeg var midt i mit ”80-timer om ugen helvede ” kunne jeg aldrig finde ud af, hvad der var det vigtige. Jeg lavede det hele og på en gang. Det var som om, jeg havde en liste med 80 ting, hvor alle ting var lige vigtige. I dag har jeg overskuddet til at se på listen og vurdere de ting som er vigtige. Resten gider jeg ikke at lave. De ting jeg laver, bliver til gengæld også lavet rigtig godt, siger David Adams, der tit tænker tilbage på dengang, hvor han selv var chef. De folk han dengang værdsatte var ikke altid dem som var i balance i deres liv, men oftest de som knoklede hårdest. Han kender ikke en eneste leder, som værdsætter sine medarbejdere med udgangspunkt i deres sociale evner.
– Især i nedgangstider, hvor man skal træffe beslutninger om, hvem man skal sige farvel til og hvem skal man beholde, kigger cheferne typisk på, hvem der arbejder hårdest. Det er tit de stressede, som beholder deres job, mens det måske er den anden gruppe som er kanon dygtige og derfor ikke behøver at arbejde 80 timer for at have styr på det hele, som bliver ofret, siger David Adams, der mener, at det store stress-problem i reklamebranchen i høj grad er et ledelsesproblem.

Balance er kodeordet

Selvom stress var ved at ende med at koste David Adams livet, oplever han også stress som en naturlig faktor i reklamebranchen. På samme måde som en maler kan risikere at få malerhjerne, kan medarbejderne i reklamebranchen også blive syge af stress.
– Man kan ikke have en reklamebranche uden stress. En del stress er godt for den kreative proces, for når man er lidt stresset kører adrenalinet hurtigere, og man kæmper lidt hårdere. Men det handler meget om at sætte en grænse og få en balance ind mellem det at arbejde stresset og slappe af. Det er det, vi er dårligere til at gøre i reklamebranchen. Det er i orden at køre sig selv 105 procent i en periode, hvis man bagefter giver sig selv rum til at slappe af. Det som bare ofte sker er, at man fortsætter lige ind i en ny stresset opgave efter man har sluppet den første. Man skaber ikke tid til sin familie eller tid til de andre tin g, siger David Adams, der mener, at det alvorligste problem er, at man i reklamebranchen ikke kan finde balancen.
– Hele pointen med reklamebranchen er, at vi kan forstå mennesker og hvordan man kan komme i kontakt med forbrugerne. Når man kører i de rigtigt stressede perioder, hvor man arbejder næsten hele tiden og er i en total uvirkelig verden, så mister man kontakten med virkeligheden. I den lille verden, hvor alt kører i ens hoved, kan man ikke komme i kontakt med nogen, ikke engang ens familie. Men hvordan kan man lave et godt stykke kreativt arbejde, når man har det sådan? Det kan man ikke, siger David Adams, der også tror, at en del af problematikken omkring stress er, at det kun er de personer, der har oplevet det, som formår at snakke om det. Hans formål med at stå frem offentligt med sin oplevelse dækker derfor over et håb om, at folk kan lære af hans erfaring.
– Jeg håber at folk vil tænke over, at jeg fortæller min historie. Måske kan det få bare en til at tænke sig om en ekstra gang. Det er meget svært at komme til en erkendelse, for man skal have en påvirkning udefra. Om det er konen som forlader en eller ens børn som ikke kan genkende en, siger David Adams, der ikke tror, at personer som oplever at blive stresset evner at stoppe op.
– Fordi man ikke kan se det fysisk, at det er en sygdom, vælger folk ikke at gøre noget ved det, men hvis man pludselig mistede en arm af at være stresset, ville der være meget mere opmærksomhed omkring det. Samtidig kommer sygdomssymptomerne ofte ret sent i processen. Op til det går galt er der ofte næsten ingen symptomer overhovedet, men pludselig kommer det voldsomme slag i hovedet, siger David Adams, der har en del venner og bekendte i reklamebranchen som har haft problemer med stress og er gået ned.
– Der er mange af historierne om dårlige rygge, som dækker over et helt andet problem. Så går der måske nogle uger eller måneder og så er de tilbage på jobbet, men ofte uden at have taget advarselen til sig. Det gule kort fungerer ikke ved stress. Det er lige so m folk der drikker. De kan også overbevise sig selv om, at det kun er ved sociale lejligheder de har et problem. Man skal stort set have det røde kort inden man tager det alvorligt, siger David Adams, der betegner sin advarsel som meget mørkerød. Det som overbeviste ham om alvoren i situationen var en oplevelse, han havde med sin datter, Molly, som på det tidspunkt var godt fire år. Under et besøg på hospitalet, sagde hun noget som fik stor betydning for hans oplevelse. Hans datter har altid været meget glad for kæledyr, men fordi David Adams er astmatiker, har hun ikke kunnet få en kat.
– Da jeg lå i sengen der om aftenen og havde fortalt dem, at det måske var slut, sagde hun til mig. ”Betyder det, at jeg få en kat”. Den bemærkning sagde mig, at jeg ikke havde brugt nok tid på hende for at finde ud af, hvor fantastisk en form for humor hun har. Og på det tidspunkt stod det klart hvor vigtigt det var, at jeg kom ud på den anden side. Hvor vigtigt det var, at jeg lagde mit liv fuldstændigt om, siger David Ad ams, der er mest skræmt af, at han kan se alle symptomerne på stress hos en del af sine venner.
– Det er så tydeligt. De vågner op om natten badet i sved og har problemer med hukommelsen. Men når jeg siger til dem ”Get a life” er den naturlige tilbagemelding ”ja, men jeg skal banke det her op, så om seks måneder”. Men det går bare ikke, for om seks måneder er du måske død. Det er sådan det er. Man tænker, at der altid er et i morgen. Når min kone spurgte mig, hvornår jeg skulle arbejde mindre, var mit svar altid: “Det er kun en periode. Hvis jeg kan få de kunder på plads, så får jeg mere tid”. Men så får man kunderne på plads og så kommer der nogle nye. Der er ingen ende, med mindre man selv siger stop. Hvis det ikke var gået galt dengang, var det gået galt på et senere tidspunkt. Så havde jeg ikke kun været færdig fysisk. Jeg tror ikke min familie havde holdt til det i længden. Og så havde jeg nok aldrig kunnet komme ovenpå igen, siger han.

Boks

David Adams fire råd til at arbejde uden stress
Få et liv og interesser uden for arbejdet
Det er ikke nok at ændre sin livsindstilling i morgen, for i morgen er det måske for sent.
Værdisæt de personer som har en god balance i stedet for kun de som bare knokler.
Sid ned og prioriter din tid. Tænk over hvor mange af de ting du gør, der er vigtige og hvor mange som er ligegyldige. Prøv at komme af med de ligegyldige.

David Adams mener, at stress er et meget større problem blandt ledere end blandt medarbejdere:
– Især nu i nedgangstider ønsker de fleste chefer at passe på deres folk. Samtidig oplever mange chefer et kæmpe finansielt pres, hvis man arbejder for en international kæde. Men stress er ikke nødvend igvis noget der kun kommer, når det går dårligt. Det kommer måske hurtigere, når tiderne er dårlige end når de er gode. Men når det er gode tider, vil man gerne fortsætte væksten og have endnu flere ansatte og det er en anden slags stress, siger David Adams, der oplevede sin stress midt i en opgangstid.