Verdens populæreste søgemaskine på internettet, Google, må ikke længere
lægge links fra fransksprogede aviser i Belgien ind i den populære
tjeneste Google News, der hele tiden opdateres med artikler fra aviser
verden over.
Det har en belgisk domstol afgjort, blev det mandag meddelt i Bruxelles.
Afgørelsen blev truffet allerede den 5. september. Det var Copiepress, en
organisation, der tager sig af ophavsrettigheder for fransk- og
tysksprogede aviser i Belgien, der havde anlagt sagen.
Domstolen siger, at Google skal betale en bøde på en million euro (knapt
7,5 millioner kroner) dagligt fra mandag, hvis Google News fortsætter den
hidtidige praksis.
Google står over for en tilsvarende sag, der er anlagt af det franske
nyhedsbureau AFP.
/ritzau/