Den belgiske kemikalie- og plastkoncern Solvay lagde kort før jul pres på Danisco med et attraktivt bud, der ultimativt lukkede den ihærdige bejler Dupont ind i varmen, fortæller kilder med kendskab til processen til Børsen.
Det har længe været kendt, at Danisco var en af de mest soleklare opkøbskandidater på det danske børsmarked.
Alligevel kom det som en bombe for de fleste, at den amerikanske samarbejdspartner Dupont – med Daniscobestyrelsens accept – i mandags bød 36 mia. kr. for den danske ingrediens- og enzymkoncern.
Ifølge Børsens oplysninger bankede Solvay kort før jul på døren til Daniscos bestyrelseslokale og afleverede et ukendt bud på hele den danske koncern. Solvay solgte i 2009 sin farma-division til Abbot for 7 milliarder dollar, og det skulle være jagten på en investering for disse midler, der bragte belgierne til Danisco.
– Danisco ville ikke give adgang til noget, og Dupont blev ved med at banke på døren. Så meldte der sig en anden industriel køber, hvilket medførte en kort proces før jul, hvor man skulle byde på hele Danisco, og man måtte ikke være i et konsortium, siger kilden, som ikke vil have sit navn i avisen, men hvis identitet er avisen bekendt.

Borsen.dk