Specialforbudene er i fokus, når markedsføringsloven revideres om halvandet år. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen vil nedsætte et udvalg med forbruger- og erhvervsrepræsentanter, som skal forberede hvad der kaldes en gennemgribende modernisering af markedsføringsloven.
Lovforslaget skal fremsættes i den folketingssamling, der begynder i oktober 2004, så en ny markedsføringslov vil kunne træde i kraft i 2005, skriver Fagpressebureauet.
I udspillet til en ny forbrugerpolitik fra fredag 16. januar erklærer erhvervsministeren, at de danske særforbud skal tilpasses til enkle internationale regler.
Videre skal virksomheds- og forbrugerrepræsentanter inddrages i forbrugerombudsmandens overvejelser om god markedsføringskik.
Bendt Bendtsen bebuder tillige en enkelt stramning i et svar til Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Colette Brix, om tilbud, der udformet som en faktura eller på et udfyldt giroindbetalingskort. “Denne form for markedsføring bør ikke være tilladt, og der er efter min mening behov for en bedre regulering på området,” erklærer erhvervsministeren.
Pres fra EU om liberalisering
Vicedirektør Annelise Fenger, Forbrugerstyrelsen, venter, at udvalget med forbruger- og erhvervsrepræsentanter er nedsat efter sommerferien.
– Hvis EU-kommissionens forordningsforslag om salgsfremmende foranstaltninger vedtages, vil det betyde, at specialforbudene skulle ophæves, siger Annelise Fenger.
Med andre ord vil det betyde, at bl.a. mængdebegrænsning, rabatkuponer, købsbetingede konkurrencer og tilgift bliver tilladt.
Det er op til formandslandet Grækenland, om forordningsforslaget kan vedtages inden sommerferien, hvor Italien overtager formandskabet.
Retssag mod Belgiens forbud mod rabatkuponer
EU-kommissionen går hårdt til værks mod markedsføringsforbud. Den 13. januar besluttede kommissionen at indstævne Belgien for EF-domstolen, fordi landet begrænser kundeloyalitet-programmer.
– Vi er forbavsede over, at kommissionen begynder at køre sådanne sager, netop når der foregår forhandlinger om salgsfremmende foranstaltninger, slutter Annelise Fenger.
I det aktuelle tilfælde drejer EF-retssagen sig om rabatkuponer. Kommissionen mener, at det belgiske forbud er i strid med det indre marked, fordi rabatkuponer er tilladt i andre lande. Dermed ligner det en prøvesag, som også kunne omfatte Danmark.
– De belgiske myndigheders målsætning om beskyttelse af forbrugerne og hindring af unfair handelspraksis samt bekymringen for virkningen på priser retfærdiggør ikke restriktionerne på friheden til at levere services i forhold til den belgiske lovgivning, erklærer kommissionen.
Dj