Husaftalen i magasinvirksomheden Benjamin Media er fornyet.
Den nye aftale løber til udgangen af 2010 og betyder blandt andet, at medarbejdernes løn samlet set i perioden vil stige med tre pct. mere end branchegennemsnittet, som i øjeblikket godt tre pct. om året. Det oplyser Dansk Journalistforbund.

Som en del af lønstigningerne bliver der i 2009 indført en pensionsordning for alle, hvor Benjamins bidrag til den enkelte medarbejder er 1,5 pct. af vedkommendes løn. I 2010 stiger dette beløb til to pct. Medarbejderen bidrager med én pct.

Med den nye aftale sker der også en forbedring af barselsbestemmelserne. Fremover behøver man kun have været ansat i ni måneder for at være fuldt dækket af barselsbestemmelserne. Kravet har hidtil været 18 måneder.

Den nye husaftale indeholder også − efter krav fra medarbejderne − nogle mere præcise formuleringer om arbejdstiden, arbejdsmiljøet og tilrettelæggelsen af efteruddannelse.

Det er den første fornyelse af Benjamins husaftale, som blev indgået i 2003. Aftalen dækker samtlige cirka 160 ansatte medarbejdere, også de ikke-redaktionelle, og fornyelsen er blevet godkendt ved en urafstemning.

Benjamin Media er delvist ejet af Bonnier Publications.

sit