Langt de fleste konsulenter og bureauer går baglæns i krisetider. ”Den der lever skjult, lever godt,” lyder den kollektive visdom. Men sådan ser Søren Berg ikke på sagerne. Han mener tværtimod, at tiden er moden til at tænke offensivt.
– Krisetider er karakteriseret ved store forandringer. Det er netop i situations of change, at en CEO og ledelsen har behov for ekstern sparring, siger Søren Berg, der tidligere forlod Bergsøe 4 efter en turbulent periode. ”Det er under en krise, eller på vej ud af krisen, at topledelsen via sparring får bragt virksomheden tilbage på sporet, når nye forretningsplaner skal udvikles og implementeres.”
Sammen med den tidligere TBWA-direktør Kim Chr. Hvidkjær er han indtrådt som partner i konsulenthuset Quadric, der blev grundlagt i 2004 af Michael Sherain og Mark Ronan.
Netop rådgivning i forbindelse med ”betragtelig forandring” er den krog, Quadric hænger sin hat på, og behovet i markedet er stort, lyder det. Ikke mindst på det danske, hvor Quadric nu etablerer sig.
– Når vi har taget Søren og Kim ombord, skyldes det, at de har dokumenteret erfaring på det danske marked. Deres danske netværk og vores globale kontakter er et perfekt match, siger Mark Ronan, der har en fortid hos PriceWaterhouseCoopers og Kunde & Co.
Topledelsen har brug for jer, siger I. Prøv at være lidt mere konkret?
– De mest spændende udfordringer, synes vi, ligger hos virksomhedens øverste chef og hans ledelse. Måske i forbindelse med hans første 100 dage. Måske i forbindelse med en fusion eller et stort opkøb, siger Søren Berg og fortsætter:
– Måske i forbindelse med indgangen til et helt nyt marked eller en rebranding. Vi sparrer med ledelsen og tager ansvaret for, at alle vigtige elementer – herunder medarbejderne – er tænkt med i forandringen og eksekveringen af strategien.
Det er forholdsvis store virksomheder, Quadric har i sigtekornet. Hvis det nye, danske konsulenthus lander tre C20-virksomheder i løbet af 2010, er den nye ledelse tilfreds.
Læs mere i Markedsføring 16-2009, der udkommer i denne uge.