Som Markedsføring konstaterede i sidste nummer, ville det være helt op til Bergsøe 4, hvis det skulle lykkes for Niels Folmann at tiltræde som ny adm. dir. for BBDO før hans konkurrenceklausul med Bergsøe 4 udløb.
Det var de hårde fakta efter, at han havde måttet indgå et forlig, der klart stadfæstede, at Bergsøe 4 havde retten på sin side, og at han ikke havde orden i sine kontraktforhold, da han underskrev en aftale med BBDO om at tiltræde senest d. 1. august.
Med forliget blev det fastslået, at han ikke kunne tiltræde før den 1. januar.
Hvad man så ikke har kunnet finde ud af i Danmark er så nu blevet udvirket efter, at BBDO’s europæiske chef William Eccleshare kom på banen.
Nu er der indgået en ny aftale, der indebærer, at Niels Folmann kan tiltræde allerede d. 1. september. Hvad der er blevet givet til gengæld – f.eks. penge – oplyses der ikke noget om, og Bergsøe 4’s bestyrelsesformand, Frederik Lacoppidan, ønsker ikke at uddybe aftalen.
– Der er indgået en aftale mellem William Eccleshare og mig, og hvad den indeholder er der ingen grund til at gå ind i. Vi har ønsket at få respekteret vores ret, og det har vi fået opfyldt. Men vi har aldrig ønsket at skade Niels Folmann, og det er det, denne aftale udtrykker, siger Frederik Lacoppidan. fin