Mens disse linjer skives afgøres Bergsøe 4’s fremtid. Måske. Sker det ikke i dag, falder salget på plads mandag eller tirsdag i næste uge.
I hvert fald er det sikkert, at bureauets ejer Mogens Holten Larsen har Bergsøe 4 til salg, og at der er to seriøse bud på en ny ejer.
Den tidligere administrerende direktør, Søren Berg, der sagde sit job op sidste oktober, er den ene interesserede køber. Den anden mulige køber er et stærkt dansk bureau fra det indre København, der agter at investere i Bergsøe 4, blandt andet for at få adgang til kunderne og kompetencerne, fortæller kilder, der i sagens natur ønsker at være anonyme.
Forskellen på de to bud er viljen til at ”vedgå arv og gæld,” som Markedsførings kilder formulerer sig. Søren Berg ønsker at starte fra scratch med store udskiftninger blandt medarbejderstaben. Derfor betragtes hans bud på Bergsøe 4 som ”for snævert.”
Det reklamebureau, der ønsker at købe Bergsøe 4, har afleveret et bud, der er mere tiltalende for Mogens Holten Larsen, end Søren Bergs bud, især fordi der i bureauets tilbud ligger en garanti over for medarbejderne – plus en ikke ubetydelig mængde royalties, hvis den nye ejer tjener penge.
Paradokset i øvelsen er, at Søren Berg, der er tidligere McKinsey-mand, har drevet virksomheden frem til at være en overskudsforretning med et overskud på 2,7 millioner kroneri 2007. Bergsøe 4 har endnu ikke afleveret regnskab for 2008, men det ventes ikke nå 2007-niveauet.
Markedsføring er bekendt med bureauets navn, men for ikke at ødelægge processen, har vi valgt at holde kortene tæt til brystet. Når Søren Bergs navn er nævnt, skyldes det, at hans navn cirkulerer i offentlige medier.