Med kunder så forskellige som Frode Laursen, Prego, Sommerland Syd, Vink og senest Sport-Master er kommunikationsbureauet Cogni2 kommet godt fra start. Konceptet var og er, at de to grundlæggere udgør kernen og staben i bureauet, mens der i øvrigt vælges freelancere til de enkelte opgaver.
– Den tankegang har vist sig at give pote. Mens fullservice-bureauerne er nødt til at trække på interne kompetencer, kan vi med vores fleksible organisation trække på en række dygtige specialister, siger Jette Bjerrehus, der med en fortid som direktør i Bergsøe 4 har fokus på det strategiske arbejde. Hendes kollega, Steffen Walton, med fortid samme sted som tekstforfatter, har sit fokus på det kreative.
– Vi har nu opbygget et fast ”stab” bestående af AD’ere, grafikere, fotografer, phonere og hvad der ellers skal til for at dække kundernes behov, siger Steffen Walton.
I Cogni2 har man samtidig oplevet, at flere virksomheder i dag ønsker sparring frem for færdige reklameløsninger. ”Det er vores erfaring, at også små og mellemstore virksomheder har fokus på en klar strategi i deres kommunikation. Men ofte har de ikke brug for en heltidsmedarbejder. Derfor efterspørger de i dag i højere grad strategisk sparring frem for blot reklameløsninger fra deres kommunikationsbureau, siger Jette Bjerrehus.