I går var det præcist 25 år siden, at østtyskerne frit kunne passere Berlin-muren, som gennem 28 år holdt en halv nation indespærret.

Det blev naturligvis markeret på behørig vis.

Reklamebureauet Grey Berlin og musiktjenesten SoundCloud lancerede eksempelvis en akustisk rekonstruktion af Berlinmuren, som det er muligt at lytte til på SoundCloud.

Indtil videre har den haft 70.000 views. 

Med musikstykket “The Berlin Wall of Sound” ønsker de at minde de mange unge brugere af SoundCloud om, at for blot 25 år siden var dele af den tyske befolkning indespærret bag en 155 kilomter lang mur, hvilket de måske har vanskeligt ved at forholde sig til, da de endnu ikke var født og udelukkende kender Berlin som en metropol for kreativ kapital og innovation.

Derudover byder “The Berlin Wall of Sound” på en visuel oplevelse, hvor Berlinmuren med de berygtede vagttårne bliver illustreret i lydbølgerne, som er karakteristiske for SoundClouds musikafspiller.

Med til historien skal i øvrigt nævnes, at online musiktjenesten, som i 2007 blev startet af de to svenskere, Alexander Ljung og Eric Wahlforss, i dag netop har hovedkontor i det tidligere “Todesstreifen”, hvor tusindvis af østtyskere gennem tiden har mistet livet under deres forsøg på at flygte over Berlinmuren.

Derfor har SoundCloud og Grey Berlin valgt at dedikere “The Berlin Wall of Sound” til ofrene for Berlinmuren og de mennesker, der fortsat er berørt af de skel, som muren har sat for eftertiden.

Lyt til “The Berlin Wall of Sound” her.