Dinby.dk skal forene det bedste fra sociale medier som eksempelvis Facebook med nyheder fra Berlingske Medias egne medier og lokale samarbejdspartnere samlet i en nyhedsliste, et kort og en kalender.
– Det bliver en superspændende kombination af, hvad vi som professionelle informationsformidlere kan bidrage med, og hvad enkeltpersoner, offentlige myndigheder og forenings-Danmark har at byde på, siger koncernchef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen.
– Vi markerer med starten på www.dinby.dk, at Berlingske ikke alene i fremtiden vil levere nyheder og underholdning i mange formater til brugerne, men at vi også ønsker at være dem, der stiller rum og plads til rådighed for, at det lokale liv kan udfolde sig på nettet.
Brugeren vælger selv som redaktør, hvilke kategorier og grupper der skal indgå på den personaliserede liste over indhold.
Som udgangspunkt skal brugerne registrere sig, for at systemet kan huske de forskellige valg næste gang, der logges på. Efterfølgende fungerer portalen således, at brugere blot behøver at indtaste deres postnummer, hvor efter de får adgang til oplysninger om, hvad der foregår i nærområdet.
En række af Berlingskes medier er pt. i færd med at mobilisere og informere lokalsamfundene om mulighederne på dinby.dk som optakt til, at de lokale sites rammer internettet.
– Brugerne af nye medier stiller krav om inddragelse, indholdsmæssigt medejerskab og overblik. Samtidig har de sociale medier givet ny interesse for netværk. Der er skabt behov for digitale forsamlingshuse og mødesteder for lokalmiljøet, siger Lisbeth Knudsen.
sm