Der er penge og relationer i ”content creation”, og det tager Berlingske konsekvensen af. Nu åbner mediehuset med over 100 medier (både online og offline, red.) og to millioner ugentlige læsere for eget content-bureau, Public Impact.

– Det får navnet Public Impact, fordi vi sikrer gennemslagskraft, siger Morten Asmussen, den nye direktør for bureauet. ”Vi har indsigten om medierne og kender annoncørernes behov, så vi bygger den bro, der er behov for, så annoncørerne når deres specielle forbrugere.”

Public Impact skal levere selve indholdet, altså ikke kun viden om spredning af budskaberne. Er det Berlingske journalister, der leverer?

– Under ingen omstændigheder. Vi værner om mediernes troværdighed, og den bevarer vi kun, hvis vi adskiller de redaktionelle og de kommercielle medarbejdere. Vi hyrer folk uden for huset, det være sig til teksterne eller de video-indslag, vi kan levere.

Men så er Public Impact vel blot endnu et bureau, der kæmper om adgangen til annoncørernes budgetter?

– Ikke hvis du anerkender, at vi har kendskabet til læserne af vore medier. Det skal eksterne bureauer arbejde ekstra hårdt for at opnå. Vi kender den kommercielle impact, annoncørerne får ved at bruge kombinationen af de mange medier og platforme under Berlingske paraplyen.

– Det gør det alt andet lige lettere for os at levere hele paletten fra idé til koncept-udvikling via produktion til endelig eksekvering. Vores berettigelse er præcis det kendskab og evne til at levere resultater for annoncørernes investering.

Public Impact sigter ikke efter at placere indholdet på eksterne medier?

– Kun i den forstand, at hvis en annoncørs interesser er at ramme en bestemt gruppe forbrugere, der dels er på vore medier og dels på udvalgte sociale medier, så leverer vi jo også til eksterne kanaler.

Hvor ligger efterspørgslen?

– Advertorials er det værktøj, de fleste annoncører efterspørger. Men vi kan også mærke, at fx video-pressemeddelelser er på vej frem, og det kan vi også levere.

Når I ikke bruger Berlingske journalister, hvem bruger I så?

– Vi er fire mand i bureauet, og vi har foreløbig aftaler med 3-4 dygtige journalister uden for huset. De har selv kunder, som de servicerer, og på den måde bygger vi broen fra deres kunder til vore medier og dermed forbrugerne. Ved siden af det, servicerer de den gruppe af annoncører, der henvender sig direkte til os.

– Det er kombinationen at vore ”øjne” ud mod forbrugerne og de eksterne journalisters håndværk, der skaber den rigtige content på det rigtige tidspunkt. Og det behov vokser markant i disse år, slutter Morten Asmussen.

Public Impact er på gaden i dag som en del af Berlingske, men med eget logo og website.