– Content is king, lyder mantraet igen og igen.
Altså content i form af fx pressemeddelelser, advertorials, nyhedsbreve, blogs, rapporter, videoer osv, som en annoncør betaler for at få fremstillet – og nu vil Berlingske Media også være med på dén vogn.
Vel at mærke ikke kun som aftager af ”content marketing” i egne medier, men i form af et kommercielt content marketing-bureau, som skal producere og distribuere ”journalistisk markedsføring” og PR for andre virksomheder.
Om tiltaget siger Berlingske Medias øverste chef Lisbeth Knudsen:
– Berlingske Media ønsker at være til rådighed for virksomhederne og annoncørerne der, hvor de har allermest brug for hjælp, og vi har ekspertisen til at levere den nye service. Tidligere har vi lagt plads til den form for markedsføring i vores medier, og nu tager vi skridtet og bliver selv producenter af indholdet.
Det nye bureau føjer sig til de i forvejen eksisterende bureauer i Berlingske-koncernen: reklamebureauet Marketsquare, nyhedsbureauet BNB og mobilbureauet WeMobilise.
Lisbeth Knudsen understreger, at det nye content marketing bureau bliver helt adskilt fra Berlingske Medias redaktioner. Fysisk kommer det således til at være placeret sammen med det nationale annoncesalg og koncernens afdeling for Partner Publishing.
Ingen af de ansatte i bureauet må samtidig levere almindeligt redaktionelt indhold til koncernens medier.
Ledelsen af det nye bureau lægges i hænderne på Morten Asmussen, der pt. er udviklingsredaktør hos Berlingske Business.
Ansvaret for Business’ udviklingsopgaver overgår til erhvervsredaktør, Linda Overgaard.
Berlingske Medias nye content marketing bureau etableres pr. 1. september.