Kapløbet om at være Ipad-klar er godt i gang mellem de danske mediehuse. Bonnier har allerede smidt ”Illustreret Videnskab version iPad” i Apples appstore, og nu er Berlingske Media klar med e-reader-udgave af Berlingske Business.
– Vi har allerede en succesfuld Berlingske Business app til iPhone. Derfor har det været oplagt for os også at interessere os for at udvikle noget særligt til de business-interesserede på iPad. Vores digitale udviklere har her været sat på en prøve og er kommet frem med en æstetisk smuk og logisk app, der præsenterer business-stoffet på en både original og meget brugervenlig måde, siger Lisbeth Knudsen, koncernchef for Berlingske Media i en pressemeddelelse.
Applikationen kan downloades fra i dag og er gratis i en prøveperiode. Senere kommer den til at koste 24 kroner om måneden.
– Vi tror på iPad’en og andre typer af de såkaldte tablets som det man kalder en ”game changer” i branchen. En teknologisk nyudvikling, der vil skabe baggrund for et gennembrud for betaling for digitalt indhold. Så brugerne kan se frem til en udvikling af både Business app’en og andre app’s der fremover fra Berlingske Medias kommer til at indeholder både video og flere avancerede grafiske præsentationer. Vi inddrager allerede nu et stort antal app-brugere direkte i udviklingen gennem et kundepanel og gennem blog-udvekslinger på business.dk, så de kommende features bliver tilpasset brugernes behov og ønsker, siger Lisbeth Knudsen.
Selvom iPad’en stadig ikke kan købes i Danmark, vurderes det at cirka 10.000 danskere har erhvervet sig Apples e-reader.