Berlingske Media tager endnu et skridt ind i fremtidens digitale medieverden. Med købet af Netdoktor, en af pionererne blandt de dansksprogede netsites, udvider Berlingske Media sin satsning markant.
Netdoktor blev etableret allerede i 1998 og har siden været et af danskernes foretrukne steder, når de skulle vide mere om sundhed, fysiske skavanker og andre mere alvorlige sygdomme. Hver måned bruger 400.000 danskere sitet.
– Vi er meget stolte og glade for, at vi har fået muligheden for at overtage Netdoktor Media A/S fra dets nuværende ejere. Portalen fortsætter i sin velkendte form og med den nuværende ledelse og sammen vil vi så kigge på de mange muligheder, der ligger i yderligere at få udbredt portalen og udnytte Netdoktors indhold i vore medier, siger Lisbeth Knudsen, koncernchef for Berlingske Media.
I de første spæde år, under dotcom-boomet, var Netdoktor omgærdet af massivt hysteri og sitet ekspanderede på en række udenlandske markeder. Siden har man skruet noget ned for satsningen og fokuserer i dag udelukkende på Danmark.
Udover Netdoktor.dk, ejer selskabet i dag bl.a. portalen altomboern.dk, der var et af de allerførste sociale medier i Danmark med sin babyklub for kommende og nybagte forældre. Det er ligeledes Netdoktor Media A/S der står bag rygestop-sitet kvit.dk.
Berlingske Media overtager Netdoktor Media pr. 4. februar 2011, og herefter er ejerforholdet fordelt med 80 procent til Berlingske Media og 20 procent til ledelsen af Netdoktor Media A/S.
business.dk