Hvis du mangler inspiration til, hvad du skal foretage dig i København. er der snart hjælp at hente fra Berlingske Media, der lancerer mobil københavnerguide til iPhone og iPod Touch.
Nærmere bestemt er det tale om en udgave af byguiden 2Alt om København” eller aok.dk, som applikation, der indtil 15. februar 2010 kan downloades gratis og er sponseret af Grants Whisky.
Efter skæringsdatoen vil applikationen kunne købes og i App Store eller iTunes.
Applikationen kan bestemme brugerens placering og vise vej til den nærmeste restaurant, udstilling, butik et cetera.
I søgeresultaterne får brugeren også et lynhurtigt overblik over afstand, antal tildelte stjerner af både anmeldere og brugere, ligesom der også er mulighed for at læse omtaler.
Ligeledes er det muligt at ringe direkte til det angivne sted eller bevæge sig videre til stedets egen hjemmeside.
– Jeg er meget stolt over, at vi efter så kort tid på mobilmarkedet er i stand til at lancere første release af AOK-applikationen. I nær fremtid bliver det også teknisk muligt at udbyde lignende applikationer til indehavere af både Nokia-mobiler og HTC-smartphones, siger koncernchef Lisbeth Knudsen.
– Mobilmarkedet har i mange år været spået en stor fremtid, men det er helt tydeligt, at vi i øjeblikket står tættere end nogensinde på en revolution inden for det mobile marked, fortsætter hun.