Koncerndirektør Lasse Bolander understreger konfrontationen med en udtalelse om, at man mener, markedet har plads til en gratis-avis – ikke to.
Bestyrelsesmedlem Svenn Dam fra MetroXpress tager positivt mod den nye konkurrent.
– Nu må vi først se, hvad de kommer med. Jeg synes, det er enormt godt fundet på, og at det er dejligt, at Berlingske anser MetroXpress for et så spændende koncept, at de også selv må have et, siger Svenn Dam.
Den nye avis skal efter planen udkomme på alle hverdage, mandag til fredag i et oplag på 100.000, og vil med udgangspunkt i det stor-københavnske område dække begivenhederne inden for underholdning, nyheder samt servicestof med mere, skriver Berlingske Tidende.
Koncerndirektør Lasse Bolander siger, at lanceringen sker i forsøget på at imødegå den udvikling som i øjeblikket finder sted blandt de yngre læsere. Disse har i stigende omfang fravalgt de etablerede dagblade til fordel for de elektroniske medier.
Avisen skal derfor i stil, tone og indhold vende sig mod de unge og samtidig er det ifølge Bolander meningen, at den nye avis skal hjælpe annoncørerne med at nå ud til den kommercielt attraktive målgruppe.
Berlingske har foreløbig ikke nogen aftale med DSB lige som MetroXpress, og avisen vil derfor i første omgang blive uddelt ved trafik-knudepunkter og i byens gader.
Politikens koncernchef Lars Munch vil ikke afsløre planer for, hvordan koncernen vil reagere på de nye konkurrenter.
– Vores stillingtagen forandres ikke af, at Berlingske også lancerer en gratisavis. Hvad vi skal gøre, skal forekomme offensivt, og hvad der kan forekomme offensivt – som f.eks. at lancere en gratisavis – kan lige så godt være defensivt. Men selvfølgelig skærpes konkurrencesituationen, og derfor vil vi reagere, siger Lars Munch.
Selvom Nat&Dag kan blive ramt på annonceområdet med endnu en daglig gratis københavneravis tager man konkurrencen fra Berlingske Tidende med ro.
– Vi betragter os som et livsstilmagasin. Derfor ser jeg ikke de to aviser som de store konkurrenter. Vi har en hel anden type by-journalistik og det gør til et helt andet medie med andre annoncører, siger Esben Trier, adm. dir. for Nat&Dag.