Berlingske-koncernens husstandsomdelte gratisavis, dato, blev det første offer i den benhårde aviskrig, som blev indledt, da den islandsk ejede Nyhedsavisen proklamerede sit indtog på det danske marked. dato var den første, der blev udgivet, men altså også den første, der stopper.
I sin officielle udmelding fra Det Berlingske Officin, som står bag dato, hedder det, at dato fusionerer med koncernens anden store gratisavis, trafikavisen Urban, og at dato derfor lukker som selvstændig avis i dag, den 19. april.
– Vi lader de bedste elementer fra dato indgå i Urban siger Det Berlingske Officins koncernchef Lasse Bolander, der ønsker, at Urban skal være Danmarks mest læste avis. I dag er kun trafikavisen MetroXpress mere læst end Urban.
Som forklaring på lukningen siger Lasse Bolander, at der ikke er det marked for gratis husstandsomdelte aviser, som koncernen troede. Annoncørerne har ifølge adm. direktør i Berlingske Gratismedier, Lars Bo Haber-Petersen heller ikke taget produktet til sig. Blandt andet fordi morgendistributionen af dato ikke har fungeret og ikke vil kunne komme til det.
– Det har været utilfredsstillende for læserne og for annoncørerne, siger Lars Bo Haber-Petersen.
Dato har fra begyndelse stået svagest af de tre gratisaviser med det laveste læsertal. Avisen havde kun ½ læser pr. omdelt avis, mens 24timer er oppe på en læser pr. avis. Blandt andet derfor, men også fordi Berlingske-koncernen i modsætning til konkurrenterne hele tiden har haft en trafikomdelt gratisavis under sine vinger, kommer datos lukning ikke som en stor overraskelse i mediekredse.
tmb