Midt i en dyster tid er der glædelige nyheder fra Berlingske Media og ejeren Mecom.
Berlingske-koncernen i Danmark tjente i 2008 hele 155 millioner kroner (EBITDA, red.), hvilket ikke er så ringe i et sort marked med estimerede 2009-nedgange på annoncerne i størrelsesordenen 25 procent.
− Det er jeg faktisk ganske stolt af. Vi leverer et bedre resultat end konkurrenterne (32 mio. kr. bedre end JP/Politikens Hus, red.), og selv om vi har tabt en betydelig annonce-omsætning i løbet af 2008, ser vi nu det positive resultat af den omstillingsproces, vi har været igennem, siger koncernchef Lisbeth Knudsen.
Hvor stor faldet i annonce-omsætningen var i 2008, svæver i det uvisse. Men procentuelt svarer det til 17, oplyser Berlingske Media, og da omsætningen for koncernen faldt fra 3,8 til 3,5 milliarder kroner må faldet være i størrelsen 300 millioner kroner. Ikke mindst fordi indtægterne fra bladsalget steg på trods af et vigende oplag.
Men hvilke aviser er positive, og hvilke er negative?
− Berlingske Tidende er den store indtægtsdriver her i huset. Weekendavisen, B.T. og vore 60 ugeaviser bidrager positivt, mens vores to problemområder er Midtjyske Medier, der rummer 20 avis-titler, og Urban. Vi er i gang med at eksekvere en restruktureringsplan for Midtjyske, og for en måned siden har vi skåret i Urbans oplag for at bedre driften, siger Lisbeth Knudsen.
Hvordan 2009 ender, ønsker koncernchefen ikke at spekulere i. Hun erkender dog, at annonce-indtægterne ligger 15-25 procent lavere for første kvartal 2009 i forhold til første kvartal 2008, og at ledelsen følgelig har revurderet budgetterne.
− Bunden af annoncemarkedet er formentlig endnu ikke nået, og det har store konsekvenser for os, fordi vi traditionelt er stærke på områder som biler, job og boliger. Og det er de områder, der er hårdest ramt.
Mecom får ny aftale
Samtidig med at Berlingske Media kom fornuftigt ud af 2008, fik også den danske mediekoncern ejer, Mecom, positive nyheder fra morgenstunden.
− Det er en utrolig glædelig dag for Mecom. For det første har vi fået forlænget kreditaftalen fra 2012 til 2013, og for det andet er der et år til næste test (ultimo juni 2010, red.) af marginal-procenten, hvor bankerne måler på forskellen på driftsresultatet og gældens størrelse. Det betyder, at vi har arbejdsro, siger Lisbeth Knudsen.
Det er ingen hemmelighed, at Mecom har været presset af sine banker, der løbende har ønsket at revurdere kreditaftalen med David Montgomerys imperium. Ud over at det britiske mediemarked er endnu hårdere ramt end det danske, lider Mecom under en massiv gældsbyrde, og det er derfor, at bankerne har krævet, at Mecom rejser en mia. kr. i ny kapital hos investorerne.
− Vi har fået tilsagn fra investorerne om indskud på 140 millioner pund i ny kapital, og det sker formelt ved en ny aktieemission i maj, hvor investorerne støtter op om emissionen, siger koncernchef.
Hun pointerer i øvrigt, at bankerne ikke er strammet på vilkårene for kreditten til Mecom. For eksempel har bankerne ikke strammet på kravene til sikkerhed i Berlinske Media, når kreditten til Mecom blev forlænget.
Mecoms samlede omsætning faldt i 2008 med 3 procent og landede på 12,6 milliarder kroner. Omsætningen inden for gruppens digitale medier gik frem med 23 procent.
Som en krølle på halen fortæller Mecom, at man nedskriver goodwill med 7,1 milliarder kroner, hvilket er det samme som at sige, at de aktiver, Montgomery købte i 2006 og 2007, blev købt for dyrt. Mecom købte Berlingske Media i 2006 af Orkla.