Nye aftaler med medarbejderne på Berlingskes trykkerier og en ændret forretningsmodel gør det muligt at undgå en lukning af Trykkompagniet i Avedøre.
Aftalen er tiltrådt af ejerne og er præsenteret for bestyrelsen.
Nyheden kommer efter, at trykkeriets ejere Berlingske Media og JP/Politikens Hus i december offentliggjorde, at det ikke var muligt at drive trykkeriet videre i den form, det havde og med de udfordringer, som eksempelvis investeringer i nye trykmaskiner, der var nært forstående.
– Det er en meget lykkelig udgang for os alle. Vi har fået skabt en samlet forretningsmodel for alle vores trykkerier, der får os til at se lysere på fremtiden, siger Bjarne Munck, der er produktionsdirektør i Berlingske Media og bestyrelsesformand for Trykkompagniet.
Trykkompagniet kører videre med en lavere kapacitet end tidligere og med daglig trykning af Berlingske Tidende. For de øvrige trykkerier i Kolding, Slagelse, Struer og Viby betyder planen også større forandringer, som munder ud i en forbedret konkurrenceposition.
– Der er tale om en gensidig aftale, som har vores opbakning. Situationen taget i betragtning er vi tilfredse med udfaldet af vores forhandlinger. Vi må jo erkende, at markedet er markant ændret de seneste år, siger trykkeriets tillidsmand Olaf Christensen med henvisning til at planen også indebærer ændrede arbejdsmåder for de ansatte.
sm