Der er tale om en bemærkelsesværdig selvransagelse, som Berlingske-koncernens chef, Joachim Malling giver udtryk for i dag i et interview i Børsen i dag.
I den berlingske selvforståelse har man aldrig villet være ved, at man optrådte som markedets storebror, der satte spille-reglerne for alle andre. Således heller ikke, da Markedsføring i efteråret sidste år stillede spørgsmålet “Hvad nu, Malling?” oven på fusionen mellem Jyllands-Posten og Politiken og sammenbruddet i Metropol-samarbejdet.
Nu erkender Joachim Malling at koncernen står til regnskab for års arrogance, og han siger til Børsen:
“Der er jo et gammelt ord, der hedder Hovmod står for fald. Når det går skidt for en markedsleder, er det klart, at der er mange regnestykker, der kommer op til overfladen. Jeg tror, at berlingske i perioden har overspillet sine muligheder, og jeg mener generelt, at når man har en vis størrelse, kræver det en meget stor ydmyghed – og specielt i vores branche, hvor vi har med meningsdannelse at gøre ikke at være så forbandet klog på andres vegne og vide, hvad der er godt for andre”.