Berlingske Tidende er i fuld gang med at styrke erhvervsredaktionen. Det sker bl.a. gennem ansættelse af nye journalister og en ny erhvervsredaktør, Peter Kjærgaard, der kommer fra Mandag Morgen. I sidste uge sagde udviklingsdirektør i Berlingske Tidende, Søren Østergaard Sørensen, til Markedsføring, at avisen vil udnytte købet af Børsens Nyhedsmagasin til at skabe annoncesynergi mellem koncernens andre produkter. Men synergien handler også om redaktionel synergi, som ligger i tråd med avisens tanker om mediekonvergens.
De to redaktioner skal holdes adskilt, men i modsætning til måden Nyhedsmagasinet fungerede på, da det var ejet af Bonnier, skal der udvikles en redaktionel synergi mellem de to produkter. Det vil bl.a. ske med henvisninger og en tæt koordinering af historier.
– Vi er en stor spiller på erhvervsområdet. Men både læsere og annoncører har meldt ud, at vi skal styrke erhvervsproduktet og det gør vi så, siger Søren Østergaard Sørensen, der understreger, at satsningen ikke sker, fordi man ønsker at gå i flæsket på Børsen. Han tror derimod, at markedet er i vækst.
Der vil også fremover foregå et samspil på webaktiviteter og arrangementer/konferencer mellem dagbladet og nyhedsmagasinet. Det sker både for at spare penge og komme bredere ud.
jür